Libyen vil købe Airbusfly og atomreaktor

Muammar Gaddafi vil købe Airbusfly og atomreaktor fra Frankrig.

Libyens leder, Muammar Gaddafi, vil underskrive adskillige kontrakter på et kommende besøg i Frankrig - blandt andet om køb af Airbusfly og en atomreaktor, sagde hans søn fredag til en fransk avis.

Med henvisning til den libyske leders søn, Seif el-Islam Gaddafi, skrev Le Figaros netavis, at Airbus-aftalen vil have en værdi på over tre milliarder euro (over 22,5 milliarder kr.).

Gaddafi vil medbringe et opvarmet beduintelt til Paris, hvor han vil modtage gæster under sit fem-dages besøg næste uge, oplyste en talsmand for den franske præsident, Nicolas Sarkozy.

Gaddafis besøg i Frankrig er hans første i landet siden 1973, da han blev hilst velkommen af præsident Georges Pompidou. Den libyske leders besøg kom i stand under krisen omkring fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, som i Libyen blev beskyldt for at have inficeret børn med hiv/aids. Baggrunden for besøget diskuteres stadig intenst i Paris.

/ritzau/AFP