Libyen er på vej mod en ny borgerkrig – nu truer endnu en flygtningebølge

Gaddafis gamle general Khalifa Haftar har angrebet Tripoli, hvor kamphandlingerne i disse dage eskalerer og truer med at kaste det i forvejen lovløse Libyen ud i en blodig borgerkrig.

Libyske demonstranter protesterer mod feltmarskal Khalifa Haftars militære offensiv mod Tripoli. Indtil videre har angrebet på hovedstaden, der ledes af en FN-anerkendt regering, stået på i to uger, kostet omkinrg 150 mennesker livet og sendt tusinder på flugt. Ahmed Jadallah/Reuters/Ritzau Scanpix

Khalifa Haftar ser sig selv som nationens frelser.

Den 75-årige selvudnævnte feltmarskal har bebudet, at han vil redde Libyen ud af det morads af kaos og ekstremisme, som landet er hærget af. For to uger siden forlod han derfor sin magtbase i Libyens østlige storby Benghazi for at drage i krig mod den dysfunktionelle, men FN-anerkendte samlingsregering i Tripoli, der kun har kontrol over den vestlige del af landet.