Libanon melder 13 personer dræbt i angreb fra Israel
Ifølge Libanon har 13 personer mistet livet efter en række angreb fra Israel mod den sydlige del af landet.

Ifølge Libanon har 13 personer mistet livet efter en række angreb fra Israel mod den sydlige del af landet.

Libanons sundhedsministerium melder 13 personer dræbt i israelske angreb mod den sydlige del af Libanon fredag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I byen Habboush er otte personer blevet dræbt, lyder det.
Det gælder blandt andet et barn og to kvinder. 21 personer er samtidig blevet såret, siger sundhedsministeriet.
For Habboush havde Israels militær inden angrebene udsendt en opfordring til indbyggerne om at lade sig evakuere. Det skete på trods af, at Israel og Libanon har indgået en aftale om våbenhvile.
I Zrariyeh har angreb kostet fire personer livet - herunder to kvinder. Fire meldes her såret i angrebene.
Også i Ain Baal, som ligger nær byen Tyre ved Libanons kyst, melder ministeriet om et dødeligt angreb.
Her er en person blevet dræbt, mens syv meldes at være blevet såret, lyder det.
En fotograf for AFP fortæller, at der i Habboush kunne ses røg stige op efter angrebene.
Det statslige nyhedsbureau NNA har rapporteret, at israelske krigsfly "iværksatte en række tunge angreb" mindre end en time efter, at indbyggerne i byen var blevet opfordret til at lade sig evakuere.
Fra Israels militær har det ifølge AFP lydt, at det ville handle "kraftfuldt" mod Hizbollah, efter at den militante bevægelse, som er støttet af Iran, har begået "overtrædelser af våbenhvileaftalen".
Opfordringen til indbyggerne lød, at de skulle tage mindst en kilometer væk fra byen.
Israel har fortsat dødelige angreb på Libanon på trods af våbenhvilen, der faldt på plads den 17. april. Den skulle sætte en stopper for mere end seks ugers krig mellem Israel og Hizbollah.
Våbenhvileaftalen giver dog Israel ret til at handle mod “planlagte, nært forestående eller igangværende angreb.”
Hizbollah meddelte fredag, at bevægelsen havde udført en række angreb på israelske styrker og mål i det sydlige Libanon. Ifølge Hizbollah skete det som et svar på israelske overtrædelser af våbenhvilen.
/ritzau/