Mindst 50 mennesker er blevet dræbt under to nye angreb i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), oplyser en overvågningsgruppe.

»Mindst 28 civile blev dræbt natten til mandag i landsbyen Boga, og mindst 22 blev dræbt i landsbyen Tchabi,« meddeler overvågningsgruppen Kivu Security Tracker (KST).

Dødstallet er foreløbigt, tilføjer KST.

Lokale ledere oplyser, at den islamistiske ADF-gruppe, som har rødder i Uganda, begik drabene. Oplysningerne er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Gerningsmændene angreb en lejr for fordrevne personer, siger to lokale ledere i Boga. Ifølge dem er 36 mennesker dræbt i byen. Det tal er ikke bekræftet fra anden side.

Af de omkring 122 militser, der findes i det mineralrige østlige DR Congo, menes ADF at have flest liv på samvittigheden. Alene i de seneste seks dage er mindst 78 blevet dræbt i angreb, som gruppen menes at stå bag.

ADF har været aktiv i DR Congo siden 1995. Gruppen menes at stå bag en række massakrer i landet i det seneste halvandet år.

Hundredvis af mennesker er blevet dræbt under vold og uro i det østlige del af landet i år.

Mindst 22 blev dræbt ved et angreb i regionen for fem dage siden.

En fire måneder gammel baby blev fundet i live på ryggen af en af de dræbte ved et af angrebene i sidste uge. Drabene er sket i flere landsbyer omkring 40 kilometer øst for byen Beni.

For knap fire uger siden erklærede regeringen undtagelsestilstand i provinserne Nord-Kivu og Ituri, som begge grænser op til Uganda.

/ritzau/AFP