Leningaden fører til Leninpladsen, der har udsigt til Leninøen

Hvordan slipper man ud af de sovjetiske skygger i en by, hvor Leningaden fører til Leninpladsen med udsigt til Leninøen? En ukrainsk borgmester vil kalde på kosakkerne.

Lenin og de øvrige grundlæggere af kommunismen har længe skuet ud over gader, pladser og parker i tidligere østbloklande. Men Ukraine gør nu op med det kommunistiske, totalitære regime, som tidlige styrede landet. Det sker ved at fjerne alle referencer til sovjetlederne, rive deres statuer ned og omdøbe byer, der bærer deres navne. Fold sammen
Læs mere

SAPOROSJE: Saporosje har et 10,2 kilometer langt problem.

Leningaden skærer sig gennem den ukrainske by fra øst til vest. Byens hovedfærdselsåre forbinder Leninkvarteret med Oktober-kvarteret, før den munder ud i byens største plads: Leninpladsen. Her står en 20 meter høj statue af Lenin, Sovjetunionens grundlægger.

Fra granitsoklen peger kæmpen stolt mod nordvest, op mod byens gigantiske vandkraftværk: Leninværket.

Og strækker man hals, kan man endda – bag den krumme dæmning over Dnjepr-floden – se en stump land titte op af bølgerne.

Det er Leninøen.

»Det er Lenin-Lenin-Lenin-Lenin,« siger Jurij Barannik, mens vi skuer ud over et bylandskab, hvor et kvart århundredes ukrainsk selvstændighed ikke har sat de store aftryk.

Jurij Barannik har boet hele sit liv i Saporosje. Han ejer et lille kunstgalleri, der – som om det ikke var nok – hedder Lenin-galleriet.

Men over indgangsdøren er Lenin-delen på galleriets skilt streget over med fede, røde streger. Det overstregede navn er nemlig en protest mod byens noget uafklarede forhold til den brutale revolutionær, siger Jurij Barannik.

»Det vigtigste er at gøre op med den sovjetiske ånd, der tillader alle disse herrer at blive stående, som om tiden stod stille,« siger han.

Men meget tyder på, at opgøret nu med et kvart århundredes forsinkelse er på vej til Saporosje.

En ny lov, underskrevet af Ukraines præsident, Petro Porosjenko, kræver, at alle statuer af de gamle kommunistbosser fjernes. Alle veje og pladser, der stadig bærer sovjetiske navne, skal omdøbes.

Ukraine vil ikke længere hylde bødlerne bag 70 års »kommunistisk, totalitært regime 1917-1991«, står der i lovteksten, der blev vedtaget med stort flertal i landets parlament.

I mange byer, især i den vestlige del af landet, blev Lenin-statuerne styrtet for mange år siden. I de industritunge østlige byer som Saporosje skete der til gengæld ikke så meget. Her er der først kommet skred i tingene, efter at konflikten med den store nabo, Rusland, brød ud i lys lue sidste år.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

I efteråret væltede ukrainske demonstranter i millionbyen Kharkiv byens Lenin af soklen, kort efter de prorussiske oprørere havde indledt en stor offensiv i det østlige Ukraine.

»Vi gjorde desværre ikke dette efter 1991, sådan som de baltiske lande, Polen, Ungarn og andre. Det var en frygtelig fejl,« siger historikeren Volodymyr Vjatrovytj, der er leder af Ukraines Institut for Nationale Minder.

»Nu bruger Rusland de sovjetiske myter til igen at styrke sin dominans,« siger han.

Instituttet offentliggjorde forleden en liste med 871 ukrainske byer og landsbyer, der nu skal omdøbes. Listen omfatter blandt andet 11 byer opkaldt efter Feliks Djersjinskij, den brutale leder af Sovjetunionens hemmelige politi, foruden hundredevis af steder navngivet efter den russiske Oktober-revolution i 1917.

Forelsket i Lenins skygge

I byer som Saporosje skal man imidlertid ikke lede længe efter folk, der ikke ønsker at flytte rundt på Leninstatuer.

»Hvad skulle det hjælpe?« spørger Veronika, der arbejder som hotelreceptionist nær Leninpladsens grønne park.

»Det er der, folk går ture, og børnene leger. Det var der, vi forelskede os, da vi var unge. Den slags. Han betyder jo ikke noget ideologisk i dag,« siger hun.

Størstedelen af Saporosje blev bygget i sovjettiden, og mange taler stadig nostalgisk om den lille boblebil, Saporsjets, der blev produceret på byens fabrikker, før kommunismen kollapsede og mange af dem måtte lukke.

Spørgsmålet splitter byens 700.000 indbyggere. Især unge, der er født og opvokset i det uafhængige Ukraine, har demonstreret for fødderne af Lenin for at få den gamle bolsjevik sparket ud af byen.

Og nu skal han væk, det siger loven. Inden for seks måneder skal Lenin-statuerne fjernes, og den 10,2 kilometer lange hovedgade skal have nyt navn.

»Men det er vigtigt at gå forsigtigt frem. Så der kan skabes enighed,« formaner byens borgmester, Aleksandr Syn.

Bystyret har netop indledt en kortlægning af behovet for nye vejskilte som følge af den nye lov. Der er kvarterer, hvor næsten alle veje skal omdøbes, fortæller han.

»Det bliver meget, meget dyrt,« sukker borgmesteren fra sit kontor på rådhuset, der stadig har adresse på Leningaden.

Alligevel støtter han opgøret, fordi »det er umuligt at have mordere stående på pladserne«. Som nu Dsjersjinskij, der hyldes med et monument lidt længere nede af hovedgaden.

Kosakker i stedet for kommunister

Bag opgøret lurer det næste spørgsmål: Hvem skal afløse bolsjevikkerne på vejskiltene? Hvem skal være byens og Ukraines nye helte?

Borgmesteren har et bud: Kosakker i stedet for kommunister.

Kosaklederen Sahaidatjnij, der levede i 1600-tallet, gjorde Saporosje til en militær magtfaktor i samtiden. Hans hære deltog endda i en belejring af Moskva, fremhæver borgmesteren ivrigt.

Leningaden kan altså blive til Sahaidatjnijgaden.

Kosakforslaget er dog langt fra det eneste, der er på bordet. Kunstneren Jurij Barannik har stået i spidsen for debatmøder med tilhængere og modstandere af den tårnhøje Lenin for at finde en mindelig løsning.

Et forslag lød at omdøbe Leninpladsen til »Dæmningsbyggerpladsen« for at hylde arbejdere og ingeniører, der anlagde vandkraftværket.

På den anden fløj foreslog en gruppe studerende at sænke Leninstatuen ned i Dnjeprfloden, så kun hans pegende hånd ville stikke op til skræk og advarsel.

Det vigtigste er ikke at fjerne sporene af historien men at tømme de gamle symboler for politik og propaganda, mener Jurij Barannik.

Han drager en parallel til Napoleon, der for ham mest af alt associeres med en napoleonskage.

»Det er målet. Ingen kan forbinde en kage med diktatur,« mener Jurij Barannik.