Hvis en pause i angrebene på ukrainsk og russisk energiinfrastruktur bliver effektueret, så kan man diskutere, hvem der får mest ud af det.

Det vil være godt for det hårdt pressede Ukraine, men der er også »mange gode grunde til«, at Kreml vil være interesseret i en pause.

Det siger lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen og uddyber:

  • Ukraine har store udfordringer med de mange angreb, som russiske styrker har udført mod dets energiinfrastruktur – de tre krigsvintre har været hårde, og det vil »utvivlsomt« komme Ukraine til gode at få en pause.

  • Men ukrainerne har også konstrueret missiler og droner, der skaber større og større skade på russiske olieraffinaderier – derfor kunne Rusland i »allerhøjeste grad« også have en interesse i en pause.

»Et worst-case (scenario, red.) fra et russisk perspektiv vil være, hvis der kommer stigende benzinpriser, mangel på benzin eller en kombination af disse som følge af Ukraines angreb,« siger Claus Mathiesen og tilføjer:

»Det er noget, som vil påvirke stemningen i den russiske befolkning. Så der er mange gode grunde til, at Rusland godt kunne tænke sig, at det (angrebene, red.) blev indstillet.«

Er Putin blevet bange?

Ukraines styrker kan i sidste uge have brugt et helt nyt langdistancemissil til angreb på et russisk olieraffinaderi i Krasnodar-regionen.

Angrebet ramte fredag, men flammerne hærgede området i flere dage, sagde russiske myndigheder.

Præsident Volodymyr Zelenskyj bekræftede søndag, at et nyt ukrainskproduceret missil med en rækkevidde på 1.000 kilometer var blevet »testet og brugt succesfuldt i kamp« uden at præcisere hvor.

Både ukrainske og russiske Telegram-kanaler skrev, at olieanlægget kan være blevet ramt af det nye missil under navnet »Long Neptune«.

»Det var helt sikkert ikke droner (der blev brugt, red.), effekten var for kraftfuld,« sagde en lokal borger til det russiske medie Astra morgenen for angrebet i Krasnodar.

Det var imidlertid ikke et hvilket som helst anlæg, der blev ramt: Det kan forarbejde 12 millioner ton olie om året og er en »vigtig leverandør af brændstof til det russiske militær« – derfor angreb ukrainerne det også tilbage i februar.

Ukraines militær har krigen igennem stået fast på, at russiske olieraffinaderier og andre olieanlæg er væsentlige militære mål. Ukrainerne ønsker at stikke en kæp i hjulet på de virksomheder, der holder den russiske krigsmaskine i gang.