Lektor: Dommers blokade af forbud er slag i Trumps ansigt

Det sidste juridiske ord er ikke sagt i sag om præsident Donald Trumps indrejseforbud, vurderer lektor.

USAs præsident Donald Trump har fået underkendt sit indrejseforbud af en dommer. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLOS BARRIA

- Der er tale om et eklatant nederlag for Trump-regeringen og for Donald Trump personligt.

Det siger Jørn Brøndal, lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, efter at en føderal dommer har blokeret for præsident Donald Trumps indrejseforbud.

Forbuddet har forhindret statsborgere fra syv lande med hovedsageligt muslimsk befolkning i at rejse ind i USA.

- Det er et nederlag, fordi Trump i løbet af sin valgkamp har lagt op til en hård kurs over for flygtninge og immigranter. Nu er der en domstol, der ikke støtter den linje, men har omstødt den og ophævet indrejseforbuddet, forklarer Jørn Brøndal.

Det juridiske tilbageslag for Trump kom fredag lokal tid, da en føderal dommer i Seattle delstaten Washington beordrede et midlertidigt og landsdækkende stop for Trumps kontroversielle foranstaltning.

Flere føderale dommere i andre delstater er den seneste uge gået op imod Trumps indrejseforbud. Men fredagens afgørelse fra dommer James Robart er den hidtil mest vidtrækkende.

Robart traf sin beslutning på baggrund af en klage mod forbuddet fra delstaterne Washington og Minnesota. Men han har gjort kendelsen gældende for hele USA.

Med dommerens afgørelse er det præsidentielle dekret dog langtfra faldet til jorden. Endnu.

- Det sidste ord er bestemt ikke sagt. Denne sag vil køre ved domstole i lang tid fremover, siger Jørn Brøndal.

- Men lige nu er Trump-regeringen nødt til at adlyde denne dommers kendelse, indtil en højere retsinstans eventuelt har været inde at omstøde den, siger lektoren.

Det Hvide Hus betegner dommerens afgørelsen som "skandaløs".

Ifølge Reuters vil justitsministeriet i Washington D.C. så hurtigt som muligt forsøge at få kendelsen fra Seattle udsat.

/ritzau/