Den fungerende leder i Bangladesh, Muhammad Yunus, ønsker lørdag Tarique Rahman tillykke med det, som Yunus kalder en jordskredssejr til Rahmans parti, Bangladesh Nationalist Party (BNP).

Det sker i en erklæring, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Yunus vil Tarique Rahman "hjælpe med at lede landet mod stabilitet, inklusion og udvikling”.

Den 85-årige nobelprismodtager Muhammad Yunus har ledet Bangladesh siden et oprør i august 2024.

Her blev den mangeårige premierminister Sheikh Hasina væltet efter en række demonstrationer, der var drevet af unge studerende i landet.

Torsdag var der parlamentsvalg i Bangladesh, og fredag meldte landets valgkommission, at BNP vandt med et flertal på mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet.

Resultatet kører ifølge nyhedsbureauet Reuters partileder Tarique Rahman i stilling som landets næste premierminister.

Lørdag har også det største oppositionsparti i Bangladesh, det islamistiske Jamaat-e-Islami, ifølge AFP kommenteret valgresultatet.

Det accepterer det overordnede resultat, lyder det.

Fredag sagde Shafiqur Rahman, som står i spidsen for partiet, ellers, at han ville søge retfærdighed hos valgkommissionen, mens partiet hævdede, at valget var præget af uoverensstemmelser og manipulation.

- På enhver ægte demokratisk rejse er den sande prøve i lederskab ikke kun, hvordan vi fører kampagne, men hvordan vi reagerer på folkets dom, siger Shafiqur Rahman lørdag ifølge AFP.

- Vi anerkender det samlede resultat og respekterer retsstatsprincippet.

BNP og partiets allierede har fået 212 ud af 299 pladser. Alliancen bag Jamaat-e-Islami har fået 77 pladser.

Shafiqur Rahman bekræfter, at partiet vil være repræsenteret i parlamentet.

- Vi vil fungere som en årvågen, principfast og fredelig opposition og holde regeringen ansvarlig, siger han.

- Vores engagement i principfast og fredelig politik forbliver urokkeligt.

/ritzau/