Leder af militante i pakistansk moské dræbt

Lederen af gruppen af militante muslimer i moskéen i Islamabad blev ifølge indenrigsministeriet dræbt af sine egne, da pakistanske soldater stormede stedet.

Lederen af gruppen af militante muslimer i moskéen i Islamabad blev dræbt af sine egne, da den pakistanske hær stormede stedet.

Det oplyste en talsmand for det pakistanske indenrigsministerium tirsdag.

Den oprørske imam Abdul Rashid Ghazi, leder af de militante i Den Røde Moské, var ved at overgive sig til soldaterne, da han blev skudt af andre militante, sagde talsmanden, brigadechef Javed Cheema.

- Han var ledsaget af fire-fem kolleger, og han ønskede at overgive sig, da han blev skudt og dræbt i en byge af kugler fra andre militante, sagde Cheema.

Oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes af andre kilder.

/ritzau/