Lech Walesa beskyldt for at være kommunistisk meddeler

Den tidligere polske præsident og Nobelpris-modtager afviser beskyldningerne fra netop offentliggjorte dokumenter.

Lech Walesa Fold sammen
Læs mere

Det officielle polske institut for national historie meddeler ifølge BBC News, at nye dokumenter kunne vise, at Lech Walesa, tidligere leder af Solidarnosc og præsident, var meddeler for det polske kommunistparti. Dokumenterne blev i denne uge fundet hos den nyligt afdøde tidligere polske indenrigsminister i kommunistperioden, general Czeslaw Kiszczak.

Ifølge Lukasz Kaminski, der er leder af Institut for National Historie, synes dokumenterne at være ægte. Beskyldninger dukkede op i 2000, men dengang afviste Lech Walesa pure, at beskyldningerne var rigtige, og det gør han også i dag. Det drejer sig om i alt 279 sider dokumenter om Lech Walesa og den polske efterretningstjeneste, men dokumenterne er endnu ikke blevet offentliggjort. De er kommet frem nu, fordi general Kiszczaks enke ønskede at sælge papirerne.

I 2000 endte beskyldningerne i retten, hvor Walesa blev frifundet, og hvor han forklarede, at kommunisterne havde forfalsket dokumenterne i et forsøg på at miskreditere ham. Ifølge Kaminski indeholder dokumenterne en skrivelse fra Lech Walesa, hvor han erklærer sig villig til at samarbejde med det hemmelige politi. Lech Walesas dæknavn var ifølge dokumenterne Bolek, som var en populær børnefigur på TV. Sagen var oppe at vende igen i 2008, og dengang afviste Lech Walesa også enhver anklage som falsk.

Polens nye højreorienterede regering, der kom til magten i november 2015, har svoret at rense landet for tidligere kommunistiske medløbere. Dets vicestatsminister, Mateusz Morawieski, har sagt, at der skal en »udrensning« til som i Tyskland, da Østtyskland ophørte med at eksistere. Walesa har lagt sig ud med den nye regering, som han har kaldt en fare for demokratiet.