Le Pen undersøges for pengefusk under valgkamp

Den parisiske anklagemyndighed undersøger, om Marine Le Pens valgkampagne var finansieret på ulovlig vis.

Marine Le Pens parti Rassemblement National, løb med 32 procent af stemmerne ved søndagens valg i Frankrig. Søren Bidstrup

Underslæb, dokumentfalsk og bedrageri.

Det er hårde anklager, der møder franske Rassemblement Nationals frontfigur, Marine Le Pen, oven på det netop overståede franske valg.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har statsanklageren i Paris igangsat en undersøgelse af ulovlig finansiering af Marine Le Pens valgkampagne under præsidentvalget i 2022.

Her tabte Le Pen som bekendt til Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macron.

Rassemblement National er desuden anklaget for på ulovlig vis at have accepteret et lån under valgkampen i 2022, skriver Reuters.

Le Pen og partiet har ikke kommenteret sagen, men har tidligere afvist alle anklager, der første gang blev rettet mod partiet i 2023.

Anklagemyndigheden gik i gang med undersøgelsen 2. juli. Grundlaget er resultaterne fra en rapport fra Frankrigs kommission for kampagnekonti og politisk finansiering, som gransker politiske kandidaters valgudgifter og finansiering, skriver Reuters.

Finder den parisiske statsanklager grundlag for at hive Le Pen i retten, er det ikke den eneste retssag om politisk pengefusk, partilederen står over for.

Senere i år skal hun, sammen med 27 andre europæiske politikere, stilles for retten for påstået misbrug af EU-midler. 

Disse anklager afviser Le Pen og Rassemblement National også.

Partiet, der befinder sig på Frankrigs yderste højrefløj, løb med størstedelen af stemmerne – 32 procent – ved valget til den franske nationalforsamling, der løb af stablen søndag.

Til trods for det kunne partiet ikke mønstre et flertal af sæder i Nationalforsamlingen, og valget endte alligevel med at blive en skuffelse for paritet.