Le Pen på pension

Efter at have leget med tanken om nok engang at stille op som præsidentkandidat kaster den berygtede franske højrenationalist Jean-Marie Le Pen nu definitivt håndklædet i ringen.

Front Nationals formand, Jean-Marie Le Pen, har nu meddelt, at han ikke længere vil forsøge at blive Frankrigs præsident. Fold sammen
Læs mere

PARIS: Skal - skal ikke?

Efter markant fremgang på det seneste har formanden for det højreradikale franske parti Front National, Jean-Marie Le Pen, på det seneste leget med tanken om nok engang at stille op ved næste præsidentvalg.

Så sent som under sidste måneds regionalvalg erklærede den brovtende og berygtede højrenationalist, at han ikke var ifærd med at føre sin sidste valgkamp, men i et interview med Le Figaro Magazine kaster han nu definitivt håndklædet i ringen.

»Nej ... Jeg kommer ikke til at være kandidat i 2012,« siger den 81-årige, der har stillet op til landets højeste embede i 1974, 1988, 1995 og ikke mindst 2002, hvor det til alles overraskelse lykkedes ham at gå videre til anden runde af præsidentvalget med hele 18 procent af stemmerne.

Ved seneste omgang i 2007 fik han dog lammetæv og beskyldte åbent Nicolas Sarkozy for at have kuppet Front Nationals indvandrerfjendtlige agenda.

Nederlaget efterlod partiet tæt på finansiel ruin, fordi det reducerede antal stemmer betød mindre offentligt tilskud. Men efter at have afskediget en stribe medarbejdere og solgt både partihovedkvarteret og sin pansrede bil, melder formanden nu klart skib.

»Jeg tager afsted med roligt hjerte, for jeg efterlader ingen ørken bag mig,« siger en poetisk Le Pen, der dog nægter at pege på en efterfølger: »Det er op til medlemmerne at afgøre.«

Partiet har siden stiftelsen i 1972 været plaget af magtkampe og splittelse, men det er første gang, man skal ud i et reelt formandsvalg, og ifølge lefigaro.fr blev det i går besluttet, at det kommer til at finde sted i januar næste år.

De fleste kommentatorer tipper på Le Pens 41-årige datter Marine, der har vind i sejlene. Sidste år var partiet således et mulehår fra at vinde borgmesterposten i nordfranske Hénin-Beaumont, hvor hun er byrådsmedlem.

Og ved marts måneds regionalvalg drog partiet fordel af vælgernes skuffelse over, at Sarkozy ikke har levet op til sine valgløfter om at forbedre arbejdsløsheden og franskmændenes hverdag.

11,4 procent af stemmerne blev det til på landsplan i første runde og derefter hele 17,5 procent i de tolv regioner, hvor partiets kandidater gik videre til anden runde. Og dermed er partiet tilbage i sin klassiske rolle som protestparti.