Le Pen og Zemmour har gjort islam til centralt valgtema

Der er uro og bekymring blandt mange af de franske muslimer i forbindelse med præsidentvalgkampen.

Islams rolle i det franske samfund er blevet et centralt emne i de første faser af valgkampen op til præsidentvalget i april, hvilket har skabt uro og bekymring blandt mange af de franske muslimer. På den ydre højrefløj anvender både Marine Le Pen (foto) og navnligt den mere iltre Eric Zemmour en hård retorik mod landets største religiøse mindretal. (Arkivfoto) Michel Euler/Ritzau Scanpix

Islams rolle i det franske samfund er blevet et centralt emne i de første faser af valgkampen op til præsidentvalget i april, hvilket har skabt uro og bekymring blandt mange af de franske muslimer.

På den ydre højrefløj anvender både Marine Le Pen og navnligt den mere iltre Eric Zemmour en hård retorik mod landets største religiøse mindretal.

De to politikere er enige om, at udlændinge, der flere gange har begået lovbrud, skal udvises, og de ønsker begge de statslige tv-stationer privatiseret. De er også enige om at stoppe produktion af vindmøller til fordel for atomkraft, og de vil beskytte franske landmænd ved at gribe ind over for frihandelsaftaler.

»Men det, der virkelig er på spil, er lederskabet af den ydre højrefløj,« pointerer Stephane François, professor i politisk videnskab ved universitetet Mons i Belgien.

»På den ene side er der Marine Le Pen, som har forsøgt at nedtone sin retorik i et forsøg på at overvinde traditionel modvilje blandt mange vælgere mod den ydre højrefløj,« siger hun og tilføjer, at den 53-årige Zemmour derimod går efter mere radikale vælgere og finder Le Pen for moderat.

En nylig meningsmåling foretaget af Ipsos Sopra-Steria viser, at de to partier på den ydre højrefløj begge har opbakning fra omkring 14 procent af vælgerne. I andre målinger har Le Pen bevaret et forspring i forhold til Zemmour, og mange formoder, at det bliver hende, som kommer ud i en afgørende valgrunde mod præsident Emmanuel Macron.

Le pen har lagt så stor vægt på at fremstå moderat, så hun har mistet opbakning fra fremtrædende politikere i hendes bagland. Selv hendes niece Marion Marechal siger, at hun nu er tilbøjelig til at holde med Zemmour.

Le Pen har i en årrække forsøgt at mildne det hårde image, som hun arvede fra sin far Jean-Marie Le Pen, og hun har blandt andet ændret sit partis navn fra »Front National« til »National Samling«.

Ved valget i 2017 vandt Macron sikkert, efter at Marine Le Pen havde virket usikker og famlende i en afgørende tv-debat.

»Denne gang har vi allerede skrevet den nye lovgivning. Mine planer er gennemtænkte,« siger hun til dagbladet Le Figaro.

I forhold til Macron er Le Pens kampagne rettet mod inflation og for høje leveomkostninger i dagens Frankrig.

Den 63-årige Zemmour er flere gange blevet straffet for hadsk tale og er mange gange blevet efterforsket for nedsættende kommentarer om muslimer og migranter.

I 2011 blev han ligeledes straffet med en bøde på 10.000 euro for på tv at hævde, at »de fleste narkohandlere er sorte og arabere«. I 2018 fik han en bøde på 3000 euro for kommentarer om en muslimsk »invasion« af Frankrig.

/ritzau/AFP