Lavrov opfordrer USA til at droppe restriktioner mod Cuba
Donald Trump sagde lørdag, at han forventer at nå en aftale med Cuba uden brug af "militær aktivitet".
Donald Trump sagde lørdag, at han forventer at nå en aftale med Cuba uden brug af "militær aktivitet".
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, opfordrer USA til at droppe sine handelsrestriktioner mod Cuba.
Det siger han i en tale i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York.
USA indledte i januar et fornyet pres på Cubas kommunistiske regering.
Det skete, efter at USA havde fjernet Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fra magten i en større militæraktion i hovedstaden Caracas. Venezuela er tæt allieret med Cuba og var storleverandør af olie til østaten.
Tidligere lørdag lød det fra USA's præsident, Donald Trump, til journalister ved Det Hvide Hus, at han forventer, at USA når frem til en aftale med Cuba.
Præsidenten tilføjede, at han ikke tror, at "militær indgriben (military action, red.)" bliver nødvendig.
- Jeg vil sige, at Cuba og USA kommer til at indgå en aftale. Jeg tror ikke, at vi får brug for militæret.
- Vi vil gerne hjælpe Cuba.
Trump-administrationen har åbent sagt, at målet er at få ændret Cubas regering.
Tirsdag lød det fra præsidenten ved generalforsamlingen, at han anser Cuba for at være en fejlslagen stat. Han sagde desuden, at "frihed" er på vej til øen.
USA har indført en række sanktioner mod Cuba.
Tidligere på året indførtes blandt andet en olieblokade, som har gjort, at Cuba kæmper med brændstofmangel og strømafbrydelser.
Tilbage i august annoncerede den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, yderligere sanktioner.
Denne gang var de blandt andet rettet mod Cubas byggeministerium og statsejede virksomheder inden for metal- og minesektoren.
- Dagens sanktioner gør det klart, at Trump-administrationen ikke vil tolerere det cubanske regimes bestræbelser på at finansiere sin undertrykkelse eller fortsætte sin årtier lange kampagne med undergravende antiamerikanske aktiviteter, sagde Rubio.
Cuba har efterfølgende indført flere markedsreformer med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer, handel og turisme.
Med ændringerne får private virksomheder for eksempel lov til selv at stå for ansættelser. De har tidligere skullet foregå gennem statslige ansættelsesagenturer.
Selv om Cuba har annonceret de markedsøkonomiske reformer, som USA's præsident Donald Trumps administration har krævet af landet, er forhandlingerne mellem landene de seneste måneder gået i stå.
RITZAU