Laura Bush roser dansk politimands indsats mod børneporno

USA's førstedame, Laura Bush, udtrykker beundring for dansk politimand, der var med til at afsløre internationalt forgrenet sag om børneporno.

En dansk politimand blev onsdag fremhævet som et forbillede, da førstedamer fra USA, Rusland, Frankrig og Egypten samt dronninger fra Sverige og Belgien samledes i Paris for at åbne en international konference om bekæmpelse af børnepornografi og bortførelse af mindreårige.

Blandt deltagerne på konferencen, der afholdes på Det Internationale Center for Savnede og Udnyttede Børn (ICMEC), var USA's præsidentfrue, Laura Bush. Som eksempel fremdrog hun sagen med den danske politimand, der alarmerede det internationale politisamarbejde Interpol om en særlig graverende sag om børneporno.

- Fordi en enkeltperson i Danmark varskoede Interpol, blev fire børn i USA reddet, forklarede Laura Bush.

Den pågældende danske politimand alarmerede Interpol efter at have fundet børneporno på nettet. Dette førte til, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, kunne afdække en stor børnepornoring. /ritzau/