Lastbiler kører problemfrit mellem EU og Storbritannien

En rumænsk lastbilchauffør kørte som den første post og pakker til Storbritannien, der nu er helt ude af EU.

Juridisk forlod Storbritannien EU den 31. januar, men de seneste 11 måneder har der været en overgangsperiode, der har holdt landet i EU's indre marked og toldunion siden det formelle farvel. (Arkivfoto). Glyn Kirk/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Adskillige lastbiler er fredag kørt igennem tunnelen, der forbinder Storbritannien og Frankrig.

Og det er sket »uden nogen problemer«, lyder det fra tunneloperatøren Getlink, på dagen hvor briterne er helt ude EU og dermed også EU's toldunion.

»Alle lastbiler klarede formaliteterne. Ingen af dem måtte vende rundt,« siger en talsmand for Getlink.

Ifølge franske myndigheder bliver kø ved grænsekontrollen minimeret, fordi lastbilchaufførerne allerede inden kontrollen skal have indtastet information på et skema online om deres last.

Det gør det hurtigere enten at give grønt lys til videre fremfærd eller trække lastbilen til side til ekstra tjek.

Den første lastbil til at køre fra EU til Storbritannien efter midnat var fra Rumænien. Den havde post og pakker med i lasten.

»Jeg er meget glad. Det er et privilegium for mig,« sagde bilens chauffør Toma Moise på 62 år.

Også den første færge fra Storbritannien har fredag lagt til kaj i Calais i Frankrig. Det skete klokken 10.15 dansk tid.

Med sig havde den 36 lastbiler, heraf blev tre genstand for ekstra tjek, mens resten straks fik grønt lys til at køre videre ind i EU.

Fredag markerer ikke blot begyndelsen på et nyt år for Storbritannien.

Det er også begyndelsen på livet uden for EU efter 48 år som fremtrædende medlem.

For brexit, som har været på dagsordenen i EU og Storbritannien siden briternes folkeafstemning i 2016, er fredag en realitet efter knap et års overgangsordning.

Det indebærer, at Storbritannien siger farvel til EU's regler, mens den fri bevægelighed for over 500 millioner mennesker mellem Storbritannien og de 27 EU-lande også er et afsluttet kapitel.

For første gang i årtier er strengere toldkontrol vendt tilbage til grænserne mellem EU og Storbritannien, selv om handelsaftalen, som faldt på plads juleaftensdag, betyder, at der opretholdes en told- og afgiftsfri handel med varer.

Den nye virkelighed reflekterer de britiske aviser over på den første dag i det nye år. Avisen Daily Express, som er tilhænger af brexit, har en forside, der har ordet »Freedom« (frihed, red.) skrevet på tværs af Storbritanniens flag.

Dertil følger overskriften: »Vores Fremtid. Vores Storbritannien. Vores skæbne«.

Avisen Independent, som er for EU, forholder sig mere skeptisk over for Storbritanniens fremtid. Den spørger, om Storbritannien nu er sluppet fri eller måske snarere er hægtet af.

Og i avisen Daily Telegraph giver Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sit besyv med.

Han skriver, at Storbritannien siden 1973 har haft et »trygt europæisk hjem«. Men ved at komme ud af det sikre er der muligheder ud over det sædvanlige, mener premierministeren.

Juridisk forlod Storbritannien EU den 31. januar 2020, men de seneste 11 måneder har der været en overgangsperiode, der har holdt landet i EU's indre marked og toldunion indtil nytår.

/ritzau/AFP