Lastbil med sprængstoffer forulykker og dræber 17 i Ghana

En lastbil med sprængstoffer kolliderede med en motorcykel i det vestlige Ghana, hvilket udløste eksplosion.

Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, har kaldt en eksplosion, der fandt sted torsdag i den vestlige del af landet, for en i sandhed trist, uheldig og tragisk hændelse. (Arkivfoto). Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mindst 17 personer er omkommet og 59 kvæstet i en eksplosion i den vestlige del af Ghana.

Det oplyser informationsminister i det vestafrikanske land Kojo Oppong Nkrumah i en udtalelse.

Eksplosionen skete torsdag, da en lastbil med sprængstoffer kolliderede med en motorcykel.

Optagelser viser lokale, der skynder sig hen til en voldsom brand og sort røg for at undersøge skaderne. Imens er redningsarbejdere i gang med at lede efter overlevende fanget i ødelæggelserne.

Ifølge Nkrumah bliver 42 af de 59 kvæstede behandlet på hospitaler eller sundhedscentre. »Nogle er i kritisk tilstand,« tilføjer han.

Eksplosionen skete i byen Apiate.

Forstærkninger er blevet sat ind på stedet. Folk i nærheden af eksplosionen er blevet bedt om at flytte til nærliggende landsbyer, tilføjer politiet.

500 bygninger er blevet ødelagt i forbindelse med eksplosionen. Det siger Seji Saji Amedonu fra det statslige National Disaster Management Organisation ifølge det arabiske medie Al Jazeera.

De første tegn peger hen mod »en ulykke, der involverer en lastbil, der transporterer eksplosive materialer for et mineselskab, en motorcykel, og et tredje køretøj,« og fandt sted nær en elektrisk transformator. Det fortæller Kojo Oppong Nkrumah.

Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, kalder ulykken for en »i sandhed trist, uheldig og tragisk hændelse«. Han har også udtrykt »dybfølte kondolencer til de afdødes familier«.

De personer, der er i kritisk tilstand, vil blive flyttet til hospitaler i hovedstaden Accra. Det oplyser regeringen.

Derudover er et hold bestående af politi og sprængstofeksperter sat ind for at »undgå endnu en eksplosion«. De skal også indføre sikkerhedsforanstaltninger, oplyser regeringen i en pressemeddelelse.

/ritzau/AFP