Lars Løkke advarer om navneleg efter møde om EU-topposter

Statsministeren er tilfreds, da der ikke direkte blev nævnt navne til EU-topposter under topmøde.

Lars Løkke Rasmussen mener, at det var helt efter bogen, at der blev snakket proces i stedet for personer under det første EU-topmøde efter weekendens EP-valg.

- Der er ikke nogen overhovedet i aften, der har nævnt nogen navne, siger statsministeren efter topmødet, der handlede om fordeling af topposter i EU.

- Hvis vi, allerede inden lige at have vendt kriterier og principper går i navneleg, så går det galt allerede, inden vi går i gang.

Løkke mener, at navneleg for tidligt i fordelingsprocessen, kan "dræbe" potentielle kandidaters chancer, inden de er blevet "rigtige kandidater".

Forud for mødet har statsministeren selv udtalt opbakning til Margrethe Vestager, der er spidskandidat for den liberale EU-gruppe, Alde.

Ved topmødet tirsdag aften i Bruxelles diskuterede EU's stats- og regeringschefer de overordnede linjer for, hvordan fire centrale topposter bør fordeles - herunder posten som kommissionsformand.

Det er første skridt i en proces, som forventes afsluttet ved et topmøde i slutningen af juni, hvor medlemslandenes ledere skal tage en endelig beslutning om, hvem der skal nomineres til posterne.

Derefter skal de godkendes af et flertal i EU-Parlamentet.

/ritzau/