Langsomt afrikansk opgør med slaveri

Selv i dag er det nødvendigt for visse afrikanske stater at sætte ind mod slaveri. Mauretanien er det seneste eksempel. Officielt forbød landet slaveri i 1981, men der var ingen straf for at overtræde forbudet. Endnu et kapitel i en lang uhyggelig historie.

Frikøbte slaver i en forstad til Mauretaniens hovedstad, Nouakchott. Officielt har slavehold været forbudt i det fattige vestafrikanske land siden 1981. Der har blot ikke været lovmæssige sanktionsmuligheder mod dem, der forbryder sig mod forbudet. Det er der nu - op til 10 års fængsel. Arkivfoto: Rafael Marchante/Reuters Fold sammen
Læs mere

Måske er det ikke så opsigtsvækkende, at en afrikansk organisationsformand efter vedtagelsen af en ny lov kalder den for »et fremskridt og udtryk for en ny politik vilje«.

Men når der er tale om en lov, der gør det kriminelt at holde slaver, giver det mening, når ordene kommer fra Boubacar Ould Messaoud leder af organisationen SOS-Slavery og selv efterkommer af frigivne slaver.

Officielt har slavehold været forbudt i det fattige vestafrikanske land Mauretanien siden 1981. Der har blot ikke været lovmæssige sanktionsmuligheder mod dem, der forbryder sig mod forbudet. Det er der nu op til 10 års fængsel.

Mauretanien har som en række andre afrikanske lande langs Saharas sydlige grænse haft svært ved at befri sig for århundreders modbydelig tradition, hvor slaveri er en normal del af hverdagen, og hvor en slavefamilie kan gå i arv.

SOS-Slavery skønner, at 600.00 af indbyggerne i Mauretanien er slaver eller tvangsarbejdere, men tallene er her som i andre lande med samme tradition svære at verificere.

Historikere mener, at slaveholdet blev introduceret af fremrykkende arabere i det 7. århundrede under indtryk af islams accept af, at vantro kunne behandles som slaver. Omkring år 1900 var der således op mod fem millioner slaver i de islamiske vestafrikanske lande, angiver forfatteren Klaus Winkel i bogen »Hvorfor er det så svært for Afrika?«

Født ind i slaveri
Niger er et blandt andre lande hvor slaveriet også stadig florerer og fungerer. Her vedtog parlamentet i 2003 en lov, hvor slaveri straffes med 30 års fængsel, men menneskerettighedsorganisationen Anti-Slavery International skønner alligevel, at op mod 40.000 mennesker i Niger lever et liv som slaver et liv de fødes til.

Det er ikke længere siden end i 2005, at myndighederne i Niger aflyste en ceremoni på grænsen til nabolandet Mali, hvor 7.000 slaver officielt skulle have haft deres frihed. Noget selvmodsigende lod regeringen i Niger så pludselig meddele, at »der forekommer ikke slaveri i Niger«.

Budskabet om slaveriets ophævelse var åbenlyst ikke blevet kommunikeret ud i landet. Den lokale anti-slavery organisation Timidira vurderer ifølge BBC, at 870.000 indbyggere lever som tvangsarbejdere.

Afrikas moderne slaveri har mange ansigter: kvinder piger mænd drenge. Og mange udtryk.

Sexslaver
Længere nede ad den vestafrikanske kyst, i Nigeria, er der den dag i dag også stor efterspørgsel på tvangsarbejdere og slaver. Specielt børn og unge. FNs børnefond UNICEF anslog i 2001, at op mod 200.000 børn og unge i alderen syv til 18 år bliver handlet hen over grænserne i Vest og Centralafrika. I det område kommer de fleste fra Benin og Togo, og de ender i Nigerias olieindustri.

Ifølge UNICEF importerer også lande som Niger og Burkina Faso børneslaver. Som daværende talsmand for UNICEF dengang sagde til CNN: »Slavehandlen stoppede aldrig i Vestafrika«.

Et særligt modbydeligt kapitel af den moderne slaveris historie er naturligvis den udbredte handel med piger, der enten bortføres, lokkes under falske løfter eller bliver opkøbt fra ludfattige forældre for 25-30 dollar for at ende som sex-slaver på det afrikanske kontinent eller i Europa.

Også i Sudan har slaveriet haft gode kår under den årtier lange borgerkrig mellem det arabiske nord og det afrikanske syd. Op mod 40.000 børn og unge fra de sydlige områder blev gennem årene bortført til det nordlige Sudan, hvor de har levet som slaver.

Flere organisationer har formået at få frikøbt adskillige tusinde, endnu flere holdes stadig fanget i nord. Om alle kommer hjem efter indgåelsen af fredsaftalen mellem nord og syd er et godt spørgsmål.