Lang nats rejse for Europa

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

P.S. fra Bruxelles

BRUXELLES

Journalister er nogle svin.

EUs topmøde i Bruxelles om den nye forfatning er kun nogle få timer gammelt, og presselokalerne i EUs mødebygning Justus Lipsius ligner allerede en hviderussisk banegård under revolutionen i 1917. Papir hvirvler rundt i lokalet, det flyder med madrester, tomme glas og tallerkner. Rundt om den 10 meter lange pressebar hænger en udvalgt skare af den kontrollerende statsmagt og betragter mismodigt scenen for det, der vil være deres midlertidige hjem i de kommende døgn.

Nogle etager over dem skændes EU-landenes stats- og regeringschefer om udsøgte emner som dobbelt flertal, passerellen, rendez-vous klausulen for antallet af EU-kommissærer, kvalificerede flertalsbeslutninger på tredje søjle, om Malta skal have fem pladser i Europa-Parlamentet og om Gud skal ind i traktaten.Der er kort sagt gang i den europæiske bazar igen. Der skal træffes vidtgående beslutninger for Europas fremtid, og det sker vanen tro kun ved, at regeringerne burer sig inde og hamrer et resultat ud i døgnlange forhandlinger. For at give studehandlerne et skær af glamour og historisk aura har det italienske EU-formandskab fragtet en statue af Marcus Aurelius op over Alperne og sat den op i indgangen til mødebygningen, men det er der ingen som lader sig narre af.

Nu skulle man tro, at de mange journalister sad i brændende diskussioner om Europas fremtid, mens de venter på nyt oppe fra de øverste etager. Men når man kommer nærmere til de ventende klynger, er det beroligende hverdagssnak, der byttes. De franske journalister er med en ophidset teaterhvisken i gang med at kommentere, at der endnu en gang var en pressemeddelelse over i EU-Kommissionen, som ikke fandtes på fransk, men kun på engelsk. Sacre Bleu. Nogle meter derfra, men inden for tydelig hørevidde er engelske journalister i alle detaljer i gang med at gennemgå sejren over Frankrig i semifinalen ved VM i rugby. De danske journalister drøfter med blanke øjne og små røde kinder - eller er det omvendt? - den forestående julefrokost. Mens italienerne irriterer alle ved at børste indbildte støvfnug væk fra deres aubergine-farvede jakkesæt eller tjekke den perfekte mascara. Hvorfor sveder de mennesker aldrig? Hvorfor krøller deres tøj aldrig?Pling. Døren til elevatoren går op, og en højtstående embedsmand er så uforsigtig at vove sig ned i presselokalet. Han bliver straks trængt op i potteplante af ophidsede journalister, der slår kreds om ham. »Hvad siger han,« bliver der spurgt yderst i kødranden, hvor man ikke kan høre embedsmandens ord. »At han kun kom herned, fordi der var for lang ventetid i kaffebaren ovenpå,« svares der tilbage fra kødrandens indre.

Med overbærende smil og hænderne foldet på maven betragter veteranerne i pressekorpset i Bruxelles fra de nedslidte sofaer rundt om pressebaren deres yngre kollegers første udslag af nyhedsmalaria. Herregud, der er jo lang vej endnu. Det skal først blive nat - og muligvis også nat og dag igen - før noget kan blive fuldbragt.

Sådan var det også i Nice, i Berlin, i Amsterdam, Edinburgh og i Maastricht, og hvor den europæiske bazar ellers har været .

Klokken tre en morgen vil nyhedsbureauerne med klokke melde om krise. Flere af regeringscheferne har gjort det klart, at topmødet er en fiasko, og er begyndt at slås om overtøjet ude i garderoben, forlyder det. Klokken fire klokker telegrambureauerne om et gennembrud. Polen har givet sig til sidst efter at have fået håndslag på, at et i hast opfundet agentur til kontrol og klassificering af kartofler med 200 højtlønnede embedsmænd skal placeres i Bialystok. Klokken fem vil der blive holdt pressekonferencer om, hvilke store fremskridt der er sket for Europa.

Og klokken seks vil de udmattede embedsmænd og journalister vakle ud af bygningen og ud i den blide belgiske regn i bevidstheden om, at endnu et topmøde har tæret på deres udsigter til nogensinde at nå pensionsalderen og flytte ned i den eftertragtede »fermette« i Sydfrankrig.

Men om et par år skal vi til det igen. Så skal der nemlig forhandles budgetaftale.