Antallet af dræbte og sårede som følge af landminer og ueksploderet ammunition nåede i 2024 det højeste niveau i fire år.
Det viser en rapport fra Landmine Monitor, som hører under organisationen Den Internationale Kampagne for Forbud mod Landminer (ICBL).
Ifølge rapporten blev 6279 mennesker såret eller dræbt af landminer eller ueksploderet ammunition sidste år. 90 procent var civile. 1945 mennesker blev dræbt, hvilket er næsten 500 flere end året forinden.
ICBL kritiserer flere lande, der er ved at trække sig fra Ottawatraktaten om forbud mod antipersonelminer.
Fem Nato-lande henviste i marts til frygt for "russisk aggression" og sagde, at de ville forlade traktaten.
- Mineforbudstraktaten er truet direkte, mens Estland, Finland, Letland, Litauen og Polen er i en udtrædelsesproces, hedder det i en meddelelse fra ICBL.
ICBL sætter også fokus på Ukraines forsøg på at "suspendere" sin opretholdelse af traktaten.
Ukraine har henvist til den russiske invasion af landet for snart fire år siden.
Men ICBL, der arbejder for et totalt forbud mod produktion og anvendelse af landminer, siger, at det "ikke tillades under traktaten".
Rapporten fastslår, at sidste års stigning især skyldes miner i konfliktramte lande uden for traktaten som Myanmar, Syrien og Rusland - men dog også Ukraine, som har tilsluttet sig traktaten.
Rapporten finder "omfattende" russisk brug af antipersonelminer i Ukraine.
Antipersonelminer er konstrueret med det formål at dræbe eller lemlæste mennesker, mens for eksempel panserminer typisk er kraftigere og rettet mod køretøjer som kampvogne.
/ritzau/AFP
