Landet Iberia

Ville Portugal være bedre tjent med at flage ud og melde sig ind i Spanien? Forfatteren José Saramagos idé om at skabe en ny nationalstat ved navn Iberia har sat gang i en rasende debat hen over grænsen mellem de to lande.

For et år par siden fejrede jeg nytår på Samsø. En god veninde havde samlet et særdeles internationalt selskab med deltagelse fra alle hjørner af Europa. Af hensyn til forskellige tidszoner blev der skålet for det nye år ikke færre end fire gange. Og da min veninde i en længere periode slog sine folder i Baltikum, skete det naturligvis i industrielle mængder af russisk vodka.

Det må have været på et tidspunkt hen omkring aftenens tredje »nytår«, at en af de portugisiske gæster i mangel af »rigtige« spaniere at falde over begyndte at kikke olmt på mig. For der var lige et par ting, som jeg, der havde boet så mange år i nabolandet, burde gøre rede for, mente han. Og så fik den ellers på samtlige iberiske tangenter:

Hvorfor skulle spanske turister altid føre sig frem, som om de ejede Portugal? Og hvorfor fik spanierne aldrig lært sig portugisisk eller engelsk for den sags skyld - mens mange portugisere behersker tre eller flere sprog?

Hvor var i det hele taget respekten for en af Europas store gamle kulturer, der har fostret opdagelsesrejsende som Vasco da Gama og Fernando de Magallanes, forfattere som Luis de Camões og Fernando Pessoa og fodboldspillere som Luís Figo og Cristiano Ronaldo?

HELT FORKERT ER DET IKKE. »Menos mal que nos queda Portugal (Heldigvis er der stadig Portugal),« som spanierne siger, når økonomien, retssystemet eller trafikken ikke kører. Så kan man i det mindste fryde sig over, at det står endnu værre til i det lille naboland befolket af kvartalsmelankolikere, der helst sidder og ser sørgmodigt ned i deres klipfisk, mens de brummer med på en fado.

Omvendt skal man, hverken på Samsø eller andre steder, lede længe efter portugisere, som knap kan holde deres højrøstede naboer ud. Folk, der er fornærmet over, at man har lært sig spansk og ikke deres verdenssprog, og som insisterer på at tale portugisisk, mens de fortæller henført om dengang i 1500-tallet, da Portugal styrede den halve verden.

SPANIERNE OG PORTUGISERE LEVER med ryggen til hinanden, plejer man at sige, som i et geografisk arrangeret ægteskab. Så meget desto mere opsigt vakte det, da den portugisiske forfatter og nobelpristager José Saramago forleden slog et slag for ideen om Iberia.

»Jeg tror, at Portugal ender som en del af Spanien. Ikke at vi holder op med at tale portugisisk og skrive på vores sprog, men med ti millioner indbyggere har vi har alt at vinde økonomisk,« sagde Saramago i et interview med Lissabon-avisen Diário de Noticias og tilføjede:

»Vi bliver en region på linje med Castilla-La Mancha, Catalonien eller Andalusien. Men det ville nok blive nødvendigt for landet at skifte navn til Iberia for ikke at fornærme nogen.«

TANKEN ER IKKE NY. Anarkister og andre venstrefløjsromantikere har alle dage haft en federation mellem de forskellige folk på denøiberiske halvø som deres foretrukne utopi. Saramago har desuden behandlet emnet i romanen »Stenflåden«, hvor halvøen river sig løs fra Europa og driver ud i Atlanten, så spaniere og portugisere bliver tvunget til at forholde sig til hinanden.

Han har imidlertid aldrig før formuleret ideen om Iberia så provokerende, og reaktionerne lod da heller ikke vente længe på sig. For nu at starte fra toppen var Portugals udenrigsminister Luís Amado allerede dagen efter ude for at erklære sig uenig i diagnosen, mens forfatterkolleger afviste den som en typisk »boutade«.

Samtidig har debatten de forløbne uger bølget frem og tilbage i diverse web-fora. De fleste portugisiske indlæg er, ikke overraskende, skrevet i frådende raseri:

»Hellere portugiser et minut end spanier hele livet,« fastslår J.J. i Portugaldiário. María mener i El País, at Saramago, der har boet på Lanzarote siden begyndelsen af 90erne, især er bekymret for den manglende dobbeltbeskatningsaftale mellem de to lande. Og flere læsere opfordrer ham til at nøjes med at melde sig selv ind i Spanien.

Men der er også andre synspunkter.

»Hvorfor skal Portugal altid være en time efter Spanien? Hvorfor er momsen 16 procent i Spanien og 21 procent i Portugal? Hvorfor vokser den spanske økonomi med fire procent om året og den portugisiske med under to?« spørger eksempelvis en læser.

Ifølge en meningsmåling foretaget for avisen Sol tror hele 97 pct. af portugiserne, at det ville gavne Portugals økonomiske udvikling at blive en del af Spanien. 28 procent erklærer sig klar til at tage skridtet.

Saramago er altså langtfra alene med sin idé. Og spørgsmålet er måske i virkeligheden, om diskussionen overhovedet giver mening. Økonomisk og socialt er unionen nemlig allerede en realitet. Godt 1.000 spanske virksomheder opererer i Portugal og har bl.a. sat sig på store dele af bankvæsenet. Spanien er Portugals i særklasse største handelspartner. Og samtidig er hundredtusinder af pendlere blandt studerende, lønmodtagere og forbrugere i fuld gang med at udviske grænsen.

TILBAGE ER DET NATIONALE symbolplan, og det er her flere spanske deltagere i debatten ser en fordel: »Fed idé fra Saramago. På den måde kunne vi vinde VM i fodbold,« skriver en læser i El País.

Cristiano Ronaldo, Torres, Deco og Iniesta, skulder ved skulder i nye nationalfarver, kæmpende for Iberia. Det var nok ikke et syn, der ville behage min portugisiske ven fra nytårsfesten på Samsø.

Her nåede vi i øvrigt aldrig at blive færdige med snakken, for pludselig skulle vi ud at fyre raketter af. Det var klart frostvejr, og mens vi stod og kikkede op mod himlen, gik portugiseren ud som et lys, fældet af kulde og vodka, formentlig. Næste morgen, da vi mødtes igen, havde vi begge andre bekymringer end forholdet mellem Spanien og Portugal.