Læren efter Den Himmelske Freds Plads

Kender de unge kinesere overhovedet til massakren på Tiananmen? Ja, men de taler ikke om det, og er mere bekymrede for deres egen fremtid.

Den ukendte »Tank Man« stillede sig dagen efter massakren op foran en kampvognskolonne på Den Himmelske Freds Plads. Han blev trukket væk af andre tilstedeværende, og kampvognene kunne køre videre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff Widener/AP/Polfoto

BEIJING: Wang er 24 år gammel og sidder i en sort t-shirt. Man kan se det lidt forvaskede logo for Peking University, eller Beida, som det hedder i daglig tale. Han fik den sidste år, da universitet fejrede sit 110 års jubilæum.

Wang er en af de cirka 30.000 studerende, der går på den prestigefyldte institution, som ligger ved den fjerde ringvej i det nordlige Beijing.

Mange af studenterne, der var med til demonstrationerne på Tiananmen i 1989, kom her fra Beida.

Men i dag er det ikke den politiske snak og kampen for demokrati, der bekymrer de unge i Kina.

Wang læser til ingeniør, og han er en af de seks millioner studenter, der snart bliver færdig med studierne. Og som så mange andre, er han usikker på sin fremtid. Allerede i dag er der nemlig tre millioner arbejdsløse studenter fra de tidligere årgange.

»De studerende i dag er under mere pres, både med studierne og for at finde et arbejde,« siger Wang. Det er ikke hans rigtige navn, for det er stadig følsomt at tale om den 4. juni dengang for 20 år siden.

»Dengang havde studenterne mere sikkerhed, og de behøvede ikke at bekymre sig om arbejdsløshed,« siger Wang.

I glemmebogen
Han har hørt om demonstrationerne. Blandt andet ved at læse om dem på udenlandske hjemmesider. Ligesom de fleste af de andre studenter, som Berlingske Tidende har interviewet.

Og det på trods af, at den kinesiske regering gennem 20 år har forsøgt at slette urolighederne fra befolkningens hukommelse, så der ikke står noget om protesterne i historiebøger, for slet ikke at tale om medierne, der ikke må skrive om den 4. juni 1989.

For eksempel er billedet med »Tank Man« censureret i Kina. I Vesten er det blevet et symbol på urolighederne. En mand, der med blot et par plasticposer i hånden stiller sig op foran en kolonne med fire kampvogne.

Der er flere fotografer, som tog billeder af den ukendte mand, der aldrig er blevet identificeret. Man kan se et klip med ham på YouTube. Og hvordan han i begyndelsen standser kolonnen og sender sin arm og en pose i en cirkel gennem luften, som om han spørger, hvad laver i dog her, gå væk.

Mange af de lokale beboere så måbende til, da kampvogne og 200.000 soldater kom ned gennem de brede alleer og ind på pladsen. Især da soldaterne begyndte at skyde med skarpt.

Ukendt antal dræbte
Den kinesiske regering har sat antallet af dræbte til 300 personer. Andre skøn ligger på mellem 2.000-7.000 omkomne. Tusinder af sårede. Og mindst 2.500 anholdte.

Demonstrationerne begyndte den 15. april 1989, hvor den tidligere generalsekretær Hu Yaobang dør af et hjerteslag. En politisk reformator, der var mange studenters helt.

Grupper på tusinder af studerende tog de kommende uger ind på pladsen, hvor de forlangte at komme i dialog med Kinas ledere. Det eskalerede i maj, hvor der også kom flere grupper til. Arbejdere, for eksempel.

De var ikke specielt solidariske med hinanden. Mange undersøgelser har siden vist, hvordan studenterne så ned på arbejderne.

Det var en blanding af forskellige grupper, der hver havde sine egne mål, og kun var løseligt samlet om et ønske om demokratiske reformer.

Pladsen var fyldt, da en gruppe kunststuderende den 30. maj rejste en statue, som de kaldte Demokratiets Gudinde. Det fik de kinesiske ledere til få dage senere, at sende soldaterne ind på Tiananmen.

Men i dag taler de studerende ikke om demokrati og politik, når de sidder i køjesengene på universiteternes kollegieværelser.

»Faktisk taler vi ikke så meget sammen,« som en kvindelig studerende sagde.

»I dag kommer man ind, sætter sig, og alle sidder foran sin computer og er på internettet,« siger den 22-årige kvinde, der studerer psykologi.

Betyder det så, at de unge kinesere ikke interesserer sig for politik og demokrati?

På ingen måde, siger blandt andre Chongyi Feng. Han kommer fra University of Technology Sydney, hvor han forsker i demokratisering og politisk forandring i Kina.

De unge kan selvfølgelig også mærke den politiske lukkethed og undertrykkelse, siger han. Derfor taler man ikke om det så åbent. Det foregår derimod på internettet.

»Her kan man meget tydeligt se, at mange af de unge ikke er så meget anderledes end studenterne i 1980erne. Man kan se en meget stærk aktivisme i cyberspace,« siger Chongyi Feng.

Sagen Deng Yujiao
Et eksempel er sagen om Deng Yujiao, som Berlingske Tidende skrev om i går. En embedsmand forsøger at voldtage en 21-årig kvinde. Hun gør modstand. Og dræber ham. Politiet sigter hende for mord, og forsøger at tvangsindlægge hende på psykiatrisk hospital. De ignorer beviser, og truer forældrene med fængsel, hvis ikke de fyrer deres advokat og opgiver sagen.

Deng Yujiao er pludselig blevet centrum for en af de største sociale protester i flere år. De kinesiske medier er kontrolleret af staten, og de må ikke skrive om sagen. Derfor er den flyttet ud på internettet, hvor de såkaldte netizens – netbrugere – kæmper om kap med censuren.

Det er et eksempel på, hvordan unge kinesere stadig interesserer sig for demokrati og menneskerettigheder. Og på hvor kompliceret det er blevet i dag i forhold til dengang i 1989:

»Dengang var det studenter, som råbte slagord og kæmpede for abstrakte ideer. De var ikke interesserede i at forbedre bøndernes vilkår, eller reducere skellet mellem rige og fattige provinser,« siger Yiyi Lu. Hun er lektor på University of Nottingham, og forsker blandt andet i politisk aktivisme i Kina.

»I dag er det mere konkrete sager, som også kunne ske for dig selv. I dag er fødderne plantet på jorden, og de kæmper for mere konkrete rettigheder og sager,« siger Yiyi Lu.

Hun mener, at den støtte som Deng Yujiao får, er et tegn på folk, som kæmper for demokrati.

»Demokrati er ikke nogen abstrakt ting. Man er ikke mere demokratisk, når man demonstrerer på Tiananmen, end hvis man kæmper for Deng Yujiaos sag. Det her er mere pragmatisk, og på lang sigt er det en mere effektiv måde at kæmpe for demokrati i Kina,« siger Yiyi Lu.