Længslen efter en Big Mac har ramt Islamisk Stat

Er det halal – tilladt efter religiøs lov – at importere en Big Mac fra McDonald’s i Tyrkiet til slagmarkerne i Syrien? Debatten er hidsig blandt islamister, der har svært ved at undvære deres junk food.

På de sociale medier diskuterer krigere fra Islamisk Stat, om de må sætte tænderne i en McDonald’s-burger, som de har importeret fra Tyrkiet. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Hverdagsproblemerne har sænket sig over kalifatet.

Der er meget at tage højde for i Islamisk Stat. Intet emne synes at være for småt eller stort til en debat blandt kalifatets selverklærede islam-eksperter og internationale heppekor. Fra afbrænding af fanger og regler for hvor døve de knive IS krigerne bruger til at skære fjenders hoveder af med, til hvad de samme krigere må proppe i munden mellem kampene i Syrien og Irak.

For nylig tog en række IS-sympatisører debatten om, hvorvidt det er tilladt at spise McDonald’s-burgere, hvis de er smuglet ind i Syrien fra Tyrkiet. Tyrkiet har fået en særlig status hos nogle krigere fra Islamisk Stat, fordi de fleste udenlandske krigere ankommer til Syrien via Tyrkiet uden større problemer, og fordi Tyrkiet undlod at hjælpe kurderne mod IS i det fire måneder lange slag om byen Kobane.

»Dawla har forbudt al spisning af kød fra Tyrkiet,« skriver en person, der kalder sig Abdel Hakim på Twitter i en diskussion med en IS-sympatisør. »Dawla« er det navn, mange IS krigere og sympatisører bruger om Islamisk Stat. Og dér endte debatten. Ingen ville udfordre det udsagn, uanset hvor meget de måtte drømme om en burger.

Hans argument er, at man som en del af det nye kalifat hverken kan stole på de slagtemetoder, der anvendes i Tyrkiet, eller om de tyrkiske slagtere er rettroende. Derfor er det forbudt at smugle McDonalds eller for den sags skyld en döner kebab ind i Syrien.

Jihadister spiser Haribo

IS-jihadister har siden kalifatets oprettelse gået meget op i halal og haram, tilladt og forbudt. Organisationen har forbudt en lang række vestligt producerede chokoladebarer og slikprodukter. Samtidig har jihadister i en række tilfælde lagt billeder ud på sociale medier, hvor de ses fortære store mængder vingummi fra Haribo. Af den slags, der blandt andet indeholder svinegelatine.

I det hele taget handler debatten mellem IS-krigerne og deres sympatisører på de sociale medier i grove træk om krigens slag, og hvad der er tilladt og forbudt. Mange af de vestlige krigere, der ankommer til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, har ikke noget dybt kendskab til islam og har derfor brug for retningslinjer.

Her spiller selverklærede islam-fortolkere fra Islamisk Stat en enorm rolle på Twitter. Flere end 20.000 krigere fra Europa, USA og arabiske lande menes at have sluttet sig til Islamisk Stat i løbet af de seneste ti måneder.

Selv i en organisation, der uden at tøve, viser, hvordan den skærer hoveder af sine fanger, og som lader 12-årige børn henrette gidsler, er der strenge regler for, hvad man kan vise på de billeder, som Islamisk Stat sender ud via sociale medier.

For nogle måneder siden korsfæstede organisationen et af sine gidsler. De skar hovedet af ham og anbragte det på en pæl, mens kroppen stadig var fæstnet til korset. Men inden Islamisk Stats propagandamaskine lagde billedet ud på de sociale medier, slørede man offerets mave, fordi man ellers ville være i stand til at se hans navle.