Lækkede dokumenter: Irans hær har ordre om at være nådesløs

Irans militær har klar ordre om at »nådesløst at konfrontere« demonstranter, viser rapport fra Amnesty.

Demonstrationerne i Iran mod landets styre har stået på i to uger. Uncredited/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den iranske hær har klare instrukser om at tage alle midler i brug mod de mange demonstranter, der de seneste par uger har været på gaden.

Det viser en rapport fra menneskerettighedsgruppen Amnesty International.

Rapporten er lavet på baggrund af lækkede officielle dokumenter. I den lyder det, at hæren er beordret til »nådesløst at konfrontere« demonstranterne.

»De iranske myndigheder har bevidst besluttet sig for at skade eller dræbe folk, der er gået på gaden for at udtrykke deres utilfredshed i løbet af årtier med undertrykkelse og uretfærdighed,« siger Amnesty Internationals franske generalsekretær, Agnès Callamard, i en pressemeddelelse.

»Gennem den seneste tids blodsudgydelse er masser af mænd, kvinder og børn ustraffet blevet dræbt,« lyder det videre.

Amnesty har identificeret 52 personer, der er blevet dræbt i protesterne.

Demonstrationerne mod det iranske styre er nogle af de mest omfattende længe. De er opstået i kølvandet på en 22-årig kvindes død.

Kvinden hed officielt Mahsa Amini, men brugte selv fornavnet Jina. Det var også det navn, som kvindens mor brugte under begravelsen.

Ifølge flere medier og kvindens familie tillod det iranske præstestyre hende ikke at benytte sig af navnet Jina, fordi det er kurdisk.

Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede hendes hår godt nok. Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død.

Amnestys opfordrer det internationale samfund til at hjælpe det iranske folk:

»Uden beslutsom fælles handling fra det internationale samfund, som skal gå længere end bare at fordømme, vil utallige fortsat blive dræbt, tortureret, seksuelt misbrugt og blive smidt i fængsel blot for at deltage i protester.«

/ritzau/