Lægen - og løgnen

Få læger har haft sådan en indflydelse på os og vores børn som Andrew Wakefield. Han skrev i 1998 den artikel, som fik den halve verden til at frygte vaccinationer. Han blev afsløret som en bedrager. Her er historien fortalt fra frontlinjen i et samfund, hvor Wakefield har kostet dyrt.

BOULDER, COLORADO: »Interview« er et af den slags ord, der normalt følges af en forventning om mennesker, der sidder i ro og mag og udveksler spørgsmål og svar.

Det lader ikke til, at nogen har fortalt Francesco Beuf om denne forventning.

»Jeg har lidt travlt,« siger han. »Du kan følge med, og så kan vi snakke sammen undervejs.« Og i løbet af de følgende timer følger jeg efter hans grå hår og hans flagrende hvide kittel op og ned ad trappeskakter - »det er meget sundere og hurtigere at tage trapperne« - og ind i de inderste ' adgang-forbudt'-lokaler på hospitalet. Vi deler hans madpakke i et uinspirerende frokostlokale, og da jeg endelig tror, at vi skal sidde ned, griber han en stak dokumenter og beder mig kopiere dem og læse dem.

Undervejs skal jeg flere gange overbevise mig selv om, at han er 77 år gammel - og det er jeg ikke.

Men Francesco Beuf er en travl mand, for han er en mand med en mission.

DEN MISSION hænger sammen med en anden læge - Andrew Wakefield.

Beuf og Wakefield kunne ikke være mere forskellige. De er begge højt begavede, ingen tvivl om det, men Beuf er gjort af det stof, der i gamle dage gjorde landsbylæger. Den slags der i gummistøvler og garbadinebukser forcerede elementerne og fandt deres belønning i frisk luft og taknemmelige julekort fra patienterne.

Andrew Wakefield er ud af en helt anden tid og en anden skole: ukonventionel, karrierebevidst, og hans belønning er berømmelse og penge - helst i overmål.

De to læger mødtes i et opgør, der varede 12 år, og som havde vores børn som indsats. Fra Danmark til Delaware, fra Sydney til Slagelse.

For i februar 1998 udkom et af verdens førende lægevidenskabelige tidsskrifter, det britiske Lancet, med en artikel skrevet af Andrew Wakefield.

Titlen indikerede ikke en sensation - tværtimod lød den som en slags krigskode for læger: »Ileal-lymphoid-nodular hyperplasia, non-specific coliti, and pervasive developmental disorder in children,« hed den.

Men chefredaktøren af Lancet vidste, at han trods titlen sad med en kioskbasker. Redaktøren hed Richard Horton, og han havde en fornemmelse for at udvælge præcis den slags artikler, som kunne lande med et brag i debatten. Brækkede arme og næseblod var ikke ham, men derimod emner, der kastede overskrifter og omtale af sig - det var i allerhøjeste grad ham, skriver den amerikanske læge Paul Offit i bogen »False Prophets.« Horton var blevet advaret imod Wakefields artikel; han var blevet advaret om, at andre forskere ikke kunne genskabe Wakefields forsøg, han var advaret om, at omstændighederne omkring artiklen var mildest talt suspekte, at Wakefield havde ry for at søge opmærksomheden mere end sandheden, og at konsekvenserne kunne blive endog meget dramatiske.

Men Horton ignorerede advarslerne - og Lancet trykte artiklen.

Artiklen skulle vise sig at være meget mere og værre end bare »suspekt« og sensationssøgende; i denne uge fastslog British Medical Journal, at artiklen var bedrageri. At Wakefield havde forfalsket patientudsagn og resultater.

Men dengang troede man på ham. I den grad. Han trådte frem på en pressekonference omgivet af PRmænd, som han havde hyret, og her var, hvad han fortalte: Han fortalte, at der kunne være en sammenhæng mellem autisme og den såkaldte MFR-paraplyvaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Han udsendte en video-pressemeddelelse, og heri forklarede han, at når man sprøjtede tre levende vira ind i kroppen, så »risikerer man at skabe en uønsket bivirkning,« og en af de bivirkninger - det var autisme.

I det øjeblik stoppede verden i sin bane for millioner og atter millioner af forældre.

For hvis Wakefield havde ret, så havde de sprøjtet gift ind i deres børn, og måske var børnene nu under nedtælling til autisme. Måske ville symptomerne vise sig i morgen, måske dagen efter i morgen..

Ganske forudsigeligt begyndte forældrene at fravælge MFR-vaccinen.

I 1997 fik 91,7 procent af alle børn i Storbritannien vaccinen; i de følgende år faldt tallet til 78,9 procent.

Lige så forudsigeligt begyndte nogle af de sygdomme, som vestlige lande troede var udryddet, at vende tilbage. Før MFR-vaccinen kom på markedet i USA i 1971, slog mæslinger, fåresyge og røde hunde hvert år 600 amerikanske børn ihjel. Over det følgende årti gjorde vaccinen dødsfaldene til et fortidsfænomen - men så kom Wakefields artikel i Lancet.

Siden er antallet af mæslingeudbrud i USA syvdoblet, skrev Los Angeles Times sidste år, og en vred børnelæge konstaterede i avisen: »Én mand satte os et årti tilbage i tiden.« INGEN BEHØVER fortælle Francesco Beuf om konsekvenserne af Wakefields artikel i Lancet og om hele den efterfølgende medieblitz.

Beuf var der.

»Jeg forstår godt, at forældre ikke bryder sig om at få stukket en nål i deres barn, og at de kæmper en kamp mellem den følelse og så deres rationelle viden om, at vaccinen redder liv.« »Det er en skrøbelig balance, og Wakefield og hans tilhængere forrykkede balancen. De gjorde forældrene så usikre og bange, at mange valgte usikkerheden og angsten,« siger Beuf, mens vi sidder i det spartanske frokostlokale og jeg ved selvsyn kan konstatere, at en børnelæges madpakke matcher omgivelserne; den er en spartansk eksercits i fuldkorn og frugt.

Udenfor hænger skyerne grå og lavstammede over Boulder, der nærmest kæler sig op ad Rocky Mountains. Denver er godt en halv times kørsel mod øst, og Boulder har sin egen rytme koncentreret om University of Colorado, venstreorienteret politik, velhavende tilflyttere, cykelstier, te-og kaffesaloner med æteriske navne, og det uofficielle motto giver mening: »25 km2 omgivet af virkeligheden«. Så selv i tider uden tvivl om vaccination er det sin sag at få vaccineret befolkningen her. Mange beboere tror mere på hjemmesmitte og grødomslag end på medicinalindustrien, og op gennem 1990erne havde de mest alternative af beboerne allerede valgt vaccinationen fra.

Magasinet Atlantic besøgte i 2002 en Rudolf Steiner-skole i Boulder og rapporterede, at halvdelen af de 292 elever ikke var vaccinerede.

Som skolens chef i sin tid sagde til Atlantic: »Forældrene her er mere bekymrede for kunststofferne i et gulvtæppe end for en manglende vaccine.« Konsekvensen blev et udbrud af kighoste i Boulder. Eleverne på Steiner-skolen smittede hinanden, og de smittede eleverne på en naboskole, som smittede resten af byen, og »jeg har siddet med små børn, som var ved at hoste hovedet af,« siger Beuf: »Har du nogensinde set et lille barn med kighoste,« spørger han.

Jeg nikker. Under min research så jeg en videooptagelse af et barn med et kighosteanfald, og det var tæt på umuligt at se på, svarer jeg.

Et kighosteanfald er så voldsomt, at det kan føre til indre blødninger, brækkede ribben, brok, og blandt smittede småbørn dør én ud af 100.

Hvert år bliver knap 50 mio. mennesker i verden smittet med kighoste, og 300.000 dør, fremgår det af en opgørelse fra University of Tasmania i Australien.

»Og den store tragedie er, at sygdommen og dødsfaldene er så undgåelige og ikke mindst i rige lande og rige samfund som Boulder,« siger Beuf.

I dag har kun 60 procent af alle toårige børn i Boulder fået de vaccinationer, som de bør have, og det er langt under, hvad eksperter betragter som et mindstekrav for at sikre, hvad de kalder »flok-immuniteten«. Hvis vaccinationsprocenten er under 90, er den pågældende befolkning i risiko for udbrud af alle de sygdomme, som vaccinerne skulle beskytte imod, fra difteri til mæslinger.

MEN MYNDIGHEDERNE KAN ikke komme efter de ikke-vaccinerede, for i Boulder og i hele Colorado må de fravælge vaccinationer. »Skørt,« siger Beuf, »simpelthen skørt,« og så er frokostpausen forbi, og vi skal videre til noget andet, inden vi skal videre til noget tredje.

Det er ikke kun i de 25 km2 omringet af virkeligheden, at beboerne vælger vaccinationerne fra.

De amerikanske sundhedsmyndigheder kom sidste år med en fyldestgørende rapport om et udbrud af mæslinger i San Diego i Californien, og det begyndte med en lokal familie, som vendte hjem fra en vinterferie i Schweiz. Under besøget var den syvårige søn blevet smittet med mæslinger. Han var ikke vaccineret, for familien mente, at børn var beskyttede, hvis de var blevet ammet i en langvarig periode og spiste økologisk mad.

Den syvårige smittede sin treårige bror og sin niårige søster, og i alt blev 839 mennesker undersøgt for mæslinger, 11 blev smittet og 48 småbørn kom i karantæne i 21 dage. Et ikkevaccineret spædbarn, som tilfældigvis var i venteværelset hos lægen, da den syvårige også var der, var tæt på at dø, oplyser radioprogrammet »This American Life«. »Feberen blev i dagevis liggende på 41,2 grader, og udslettene fik drengen til at ligne ' et fremmed væsen',« fortalte barnets mor.

'Mæslinger' bliver ofte betragtet som et godartet synonym for ' skolefri', men det er en alvorlig sygdom, som i tre ud af 1.000 tilfælde ender med dødsfald, og som i op til hvert tiende tilfælde ender med alvorlige følgevirkninger. Og udbrud af mæslinger er undgåelige. MFR-vaccinen er effektiv og har globalt skåret antallet af dødsfald ned fra en million mennesker i 1999 til 164.000 i 2009, vurderer WHO.

Men især i de veluddannede og velhavende vestlige samfund er netop MFR-vaccinen blevet omstridt, og dermed er vi tilbage ved Andrew Wakefield.

Det var dén vaccine, som han i 1998 og i sin verdensomspændende turné i de følgende år fremhævede som årsag til autisme, og i hans følge knopskød en græsrodsbevægelse mod vaccinationer og en industri, som tilbød helbredelse af autisme og alternativer til vaccination. Los Angeles Times har alene i USA optalt 180 organisationer, som hævder, at der er en forbindelse mellem MFR-vaccinationer og autisme, og Robert F. Kennedy, den kendte miljøforkæmper og søn-af-ham-den-kendte, tog Wakefield til sig og skrev en lang og senere dementeret skrækhistorie i magasinet Rolling Stone.

Men i den amerikanske offentlighed er ingen så fremtrædende som Jenny McCarthy. Hun slog i 1990erne igennem som folde-ud-pige i Playboy, blev valgt til årets nøgenmodel og viste yndighederne frem på shows og i den slags film, som hurtigt landede i tilbudskassen. I 2002 fødte hun en søn, som i 2005 blev diagnosticeret med autisme.

McCarthy var overbevist om, at det var vaccinernes skyld; hun begyndte at holde foredrag og skrive bøger og grundlagde organisationen Operation Rescue, og hun hævdede, at hendes søn var blevet helbredt gennem »afgiftning af kroppen«, og sammen med sin daværende kæreste, skuespilleren Jim Carrey, optrådte hun tit på TV, bl. a. hos Larry King og Oprah Winfrey, og budskabet var hver gang det samme: Vaccinationer er giftige, afgiftning er sagen.

Det amerikanske magasin Wired beskrev tidligere i år et autisme-seminar med McCarthy som hovedtaler.

Hotellobbyen vrimlede med stande, som tilbød mirakelkure mod autisme, fra glutenfri diæt til massage, og storrygende deltagere buldrede uden at fortrække en mine mod »forgiftning af kroppen«. Det er virkeligheden post-Wakefield.

OG SÅ ER DET HELE LØGN.

Løgn kan posere som sandhed, indtil den bliver afsløret, for hvad den er, og i tilfældet Wakefield var den måske aldrig blevet afsløret, hvis ikke det havde været for Brian Deer.

Han er en af de mest kendte undersøgende journalister i Storbritannien, og han begyndte i 2004 metodisk at pille den nu verdensberømte læges påstande fra hinanden.

For artiklen i Lancet var noget helt andet, end den gav sig ud for at være.

Wakefield forskede i mavesygdomme på Royal Free Hospital i det nordlige London, og han hævdede, at de 12 børn, som han omtalte i artiklen, var tilfældige patienter på Royal Free.

Men det var langtfra tilfældet.

Wakefield havde allerede i 1995 i en tidligere artikel i Lancet problematiseret MFR-vaccinen, og efter den artikel havde han fået en henvendelse fra advokaten Richard Barr, som repræsenterede 12 autistiske børn, som sagsøgte myndighederne med en påstand om, at MFR-vaccinen forårsagede autisme.

Barr havde svært ved at komme videre med søgsmålet, for han havde ingen forskning til at bakke sig op - kun forældrenes påstand om, at børnene var blevet autistiske efter at have fået MFR-vaccinen. Måske kunne Wakefield hjælpe? Om han kunne. Brian Deer afdækkede i The Times, hvordan Barr henviste de 12 patienter til Wakefield på Royal Free, og dér foretog han smertefulde forsøg på dem.

Det var den første usandhed i Lancet-artiklen.

De 12 børn var ikke tilfældige børn; de var henvist af en advokat, som førte sag for at påvise en sammenhæng mellem autisme og MFR-vaccinen.

På Royal Free foretog Wakefield undersøgelser af de 12 børns tarmsystem, og han konkluderede, at MFRvaccinen havde ført til en reaktion i maveregionen og ført til en form for kronisk tarmbetændelse; tarmbetændelsen var én bivirkning ved vaccinationen, autisme en anden, og han hævdede, at han havde opfundet et nyt syndrom, som han endda i sin Lancet-artikel gav et selvopfundet navn.

Det var den anden usandhed i artiklen.

Der var ikke tale om et nyt syndrom, der var derimod tale om noget så banalt som forstoppelse; røntgenbilleder havde vist det, og Wakefield vidste det.

Wakefield skulle naturligvis ikke arbejde gratis, forsikrede Richard Barr ham. Han skulle honoreres for sin ulejlighed. Wakefield var kendt som en ualmindelig driftig læge, som havde forsøgt sig med flere patenter.

Ingen af dem var blevet de storsælgere, som han havde kalkuleret med, men nu kom der penge i kassen.

Brian Deer har afdækket, hvordan Barr op til offentliggørelsen i 1998 betalte Wakefield seks millioner kroner i »konsulenthonorar«, og han har også sandsynliggjort, at mange flere penge formentlig tilflød Wakefield.

Lægen byggede sig således et mindre palads, der senere blev sat til salg for over 30 mio. kroner.

Inden offentliggørelsen i Lancet i 1998 udtog Wakefield også et patent på en ny type mæslingevaccine, som angiveligt skulle være det sikre alternativ til MFR.

Det var den tredje usandhed i artiklen.

Wakefield nævnte intet om sine egne økonomiske interesser i sagen eller om sine sponsorater, heller ikke at han stod klar med et givtigt alternativ til MFR. Han blev både spurgt ved høringer i London og Washington, men benægtede at skulle være i lommen på nogen eller noget.

Der var flere usandheder, mange flere usandheder, og der var andre sandheder og mange flere af dem.

Siden 1998 er der blevet offentliggjort 20 artikler og undersøgelser, og de når alle til den samme og indiskutable konklusion: Der er ingen sammenhæng mellem vacciner og autisme.

Absolut ingen.

DERIMOD ER DER en sammenhæng mellem Andrew Wakefield og uærlighed.

I 2007 indledte de britiske lægemyndigheder en tre år lang undersøgelse af Wakefield, og i dokumenterne og høringerne blev Wakefield beskrevet som korrumperet, »uansvarlig«, »ukvalificeret« og »uærlig«, og blandt andet kom det frem, at han betalt børnene ved sin søns fødselsdagsfest fem pund for at få lov til at tappe blod fra dem.

28. januar sidste år faldt afgørelsen, og den var altødelæggende for Wakefield.

Han havde »ikke levet op til sine forpligtelser« som læge, han havde handlet 1mod sine patienters interesser, og hans forskning var »uærlig og uansvarlig«, fastslog myndighederne.

Få dage senere gjorde Lancet noget sjældent og ydmygende - tidsskriftet annullerede Wakefields artikel, og hvis man på internettet i dag klikker sig ind på artiklen på Lancets hjemmeside, står der med gråsorte typer hen over den: »Retracted« ( »Trukket tilbage«, red.).

24. maj 2010 blev Wakefield fjernet fra det britiske lægeregister, og i denne uge giver British Medical Journal så dødsstødet til Wakefield og konkluderer, at han ikke bare tog fejl, og at han ikke bare skønnede forkert, men at han begik et bevidst bedrageri.

Wakefield sulter imidlertid ikke.

Han er flyttet til USA, hvor han i sommer udgav »Callous Disregard«, hvori Wakefield hævder, at hele verden har sammensværget sig mod ham og de autistiske børn, og at afgørelsen fra de britiske lægemyndigheder bare dokumenterer det. Han er de autistiske børns sande ven, og omslaget forestiller en autistisk dreng.

Jenny McCarthy har skrevet forordet, og - hedder det i en utilsigtet dobbeltbund af en slaglinje -»køb den nu!« FRANCESCO BEUF købte den ikke dengang - og han køber den ikke nu.

Vi har sat os i hans beskedne kontor, endelig, og vi taler om hans gård i det nordøstlige Wyoming.

Han skal i weekenden op at passe jorden og dyrene, og selv om han fysisk ikke fylder en dørramme ud, så tror man gerne, at han kan tæmme en bison.

Han har ad åre talt med hundredvis af forældre om vaccination, han har forsøgt at uddanne dem - »doktor er et ord, som oprindelig betyder at uddanne,« forklarer han - og som regel lytter de til fornuft, men i et par tilfælde har han været nødt til at bede dem om at finde en anden læge. Han har fortalt dem, at de ikke deler hans filosofi, han deler ikke deres, og derfor er de ikke tjent med hinanden.

I lokalpressen er han blevet kendt som en utrættelig fortaler for børnene og vaccination af børnene, han har modtaget en prestigefyldt børnepris for »et liv i kamp for syge børn«, og hans kolleger i Colorado har belønnet ham med deres fornemste hæder.

Happy ending? Både-og.

»Jeg er selvfølgelig lykkelig for den hæder, jeg har modtaget. Jeg er også lykkelig for, at Wakefield er blevet underkendt. Men det er bare ét slag i en lang kamp. Tvivlen, myterne, alle de skøre forestillinger om vaccination og sundhed - de er stadig derude. Og så længe ét eneste barn får en alvorlig sygdom, som nemt kunne være undgået, så længe er det ikke en happy ending.«.