Lad påskekampen begynde

Det er ofte gennem historien blevet sagt, at kristendommen er en meget lidt maskulin religion, og en del af forklaringen finder vi i påsken. End ikke i timerne, hvor Jesus er i færd med at blive endegyldigt ydmyget og dræbt på korset, slår han fra sig. Passivt modtager han sin skæbne, og på sin vis ligger det i kortene, at kristendommen skulle udvikle sig i retning af det milde, vigende, og ukampdygtige.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Sådan er det i høj grad gået her i landet. Man skal lede længe i folkekirken for at støde ind i det, man i mangel af et bedre udtryk vil betegne som en rigtig mand, og der hviler over det hele foretagende en stemning af blødt fuldskæg, dialog og naturligvis et hav af kvinder, der i de seneste årtier for fuld musik har indtaget den kirkelige verden.

Man overvejer af og til, om der mon inde bag alt det pæne er en maskulin vitalitet til stede, ligesom man må spørge sig selv, om der overhovedet i dag findes et element af kamp. Med begrebet kamp tænker jeg på to ting. For det første den kamp, der må foregå i ethvert menneske, der har til opgave at fremme det gode i verden og bekæmpe det onde. Og for det andet den kristne kamp, der ikke mindst skal kæmpes i en tid som denne med så klare modsætninger mellem kristendom, islam og ateisme.

Mange danskere undrer sig over, at folkekirken i denne tid fremstår ret passiv, og at kun få præster råber op. Forklaringen stikker dybt og har også med påskeberetningen at gøre.

Sagen er nemlig, at en stor del af dens dybere mening er blevet udhulet, fordi det moderne menneske værger sig så kraftigt mod at tro på det onde. Den store livsfjende er langt hen ad vejen blevet afskaffet, hvormed vi mister indsigt i, hvad Jesus kæmper imod.

Påskens egentlige budskab er jo, at Guds søn måtte dø, fordi syndigheden og det onde findes, og når vi ikke længere erkender tilstedeværelsen af dette, bliver Jesu død frarøvet sin dybde. I dag ses ondskab hovedsageligt i lyset af psykologi og de mange sociale forklaringer, der fremstiller mennesket som et grundlæggende velmenende væsen, der af omgivelserne kan formes til at handle ondt.

Af disse selvkredsende præmisser udspringer et næsten vulgært-humanistisk livssyn, der støber den enkelte fast i sin egen beton, og en del af konsekvensen ser vi i tidens offertænkning og krænkede identitetsretorik. Vi har lært at identificere livets modstand i kulturen og samfundets mekanismer, og mig – ja, jeg er et offer med krav på opmærksomhed.

Kampen mod det onde er blevet erstattet af kampen for egne rettigheder, og vi glemmer, at det i høj grad er agtpågivenheden over for den fælles fjende – det onde – der er med til at holde os fast i ansvar for hinanden.

Tidligere forstod man det i højere grad. Hør blot, hvad den engelske digter William Blake fra 1700-taller skriver: »Uden modsætning findes ingen fremgang. Det smukke og det afskyelige, fornuft og skaberkraft, kærlighed og had, er alle nødvendige menneskelige relationer. Ud af disse modsætninger fremstår det, de religiøse kalder godt og ondt. Det onde er det passive, som forhindrer skaberkraften. Det gode er det aktive, som danner skaberkraft. Godt er himlen. Ondt er helvede.«

Erkendelsen af den onde kraft i verden er en forudsætning for at forstå påsken. Her fortælles det, at ondskabens kraft er så virkelig, at Guds søn måtte give sit eget liv for at få os til at indse dens alvor.

Men når vi i den moderne verden mere og mere har pakket det ondes realitet ind i psykologi og endeløse sociale analyser, fordi vi grundlæggende ønsker, at mennesket som udgangspunkt er godt, mister påsken en stor del af sit indhold.

Så reduceres den til hyggemåltidsgudstjenester skærtorsdag og en fortælling om den store godhed, der kommer til at stå underligt flagrende tilbage, fordi den har mistet sin modpol.

Også derfor har mange præster så svært ved at råbe op. De tør ikke for alvor identificere en modstander – ej heller i form af islam eller ateisme – men bliver i stedet til en slags repræsentanter for rent følelsesmæssigt medløb.

Den mentalitet er med til at gøre Jesus til en endimensionel omsorgsfigur, der næsten går i ét med hele det anerkendende pædagogiske slæng, som velfærdsstaten i forvejen er så rig på.

Hvis det vestlige menneske skal reddes fra egen svaghed og tomhed, skal talen om det onde og syndige genindføres, for det er hér, vores selverkendelse begynder. Her lærer vi, at der findes en kamp, og at kristendommen ikke blot fordrer mildhed, men også modsigelse.

Uden den erkendelse vil kristendommen i tidens kulturmøde automatisk blive til den vigende part, individets selvoptagede offertænkning vil forme vore sind, og kirken vil savne maskulinitet.

Løsningen ligger i påsken, og det er på høje tid, at vi genopdager det. Her træder Jesus frem som en stridsmand, der er så kompromisløs, at han i kampen mod det onde end ikke vil nedværdige sig til at lægge hånden på det. Han lader sig dræbe, hvorpå han sejrer ved at opstå igen. Påsken lærer os, at der findes en kamp, og at vi selv er sat midt i den.