SANTA FE: Tom Emswiler har fundet ud af, at han bor i den forkerte tidszone. At han vågner, drikker sin kaffe, binder sine snørebånd, ser sin TV-Avis og sover på de skrupforkerte tidspunkter.
Så han foreslår, at han og hans stat, Massachusetts, skifter tidszone.
For en dagslyshæmmet dansker kan hans klage synes frivol, men lad os lytte til den alligevel. Den sammenhængende del af USA består af fire tidszoner, og Massachusetts befinder sig i den østlige tidszone og den østligste del af den, og det betyder, at i vinterhalvåret forsvinder dagslyset tidligere, end det egentlig bør, skriver Emswiler i Boston Globe.
Eller for at tage et eksempel: På årets korteste dag går solen over Massachusetts ned klokken 16.11, og »det er tusmørkt før aftensmad«. Det er tidligere end andre steder på samme længdegrad, og det er tidligere end andre steder, som Massachusetts konkurrerer med for at tiltrække arbejdskraft, lyder hans argument. I New York går Solen først ned klokken 16.28 og i Silicon Valley klokken 16.50.
Løsningen er at skifte Massachusetts og de andre stater i det nordøstlige USA til Atlantisk tid, som er den tid, som det østligste Canada befinder sig på. Så vil Solen først gå ned klokken 17.11, og hvem kan være imod det, spørger Emswiler, der er tidligere politisk rådgiver for et kongresmedlem.
Den er helt gal i Spanien
Tom Emswilers kronik kommer på det helt rigtige tidspunkt af kalenderen.
For om få uger sætter de fleste europæere og amerikanere uret en time tilbage til vintertid, og det er et dobbelt hammerslag mellem, at det både naturligt og officielt bliver tidligere mørkt. Oplevelsen er brutal: Fyraften, friheden venter, og verden er allerede samme farve som Fandens værksted. Dagslyset er gået hjem.
Derfor er det også højsæson for den slags forslag, som Emswiler kommer med, og Spanien er midt i debatten. Spanien befinder sig i samme tidszone som Danmark, og det giver ingen mening, for landet burde befinde sig i den britiske tidszone. Liverpool og Madrid ligger således på samme længdegrad, men i øjeblikket står Solen 40 minutter senere op i Madrid, og i den vestligste del af Spanien – i Galicien – er det helt galt. Galicien befinder sig på samme længdegrad som Irland, og selv om Santiago og Cork er geografiske fætre, står Solen en time tidligere op i Cork end i Santiago.
Det er et levn fra general Franco, som i 1942 besluttede at flytte Spanien til samme tidszone, som vennerne Hitler og Mussolini var i. Derfor er spanierne på »fascistisk tid«, som kritikerne siger, og det betyder, at den spanske døgnrytme er ude af sync med det øvrige Europa. Spanierne står senere op, går senere i seng og får lavet mindre, hedder det. Og derfor foreslår et parlamentsudvalg at flytte landet til Greenwich-tid.
Hvis det er en trøst for spanierne, er de ikke de eneste, som er gået forkert af tiden. For tidszoner er som grænsedragningen i Mellemøsten – arbitrær og ny.
Da den sande soltid regerede
USA fik først sine fire tidszoner i 1883, og forinden havde hver by sin egen tid baseret på sand soltid. Sand soltid er Solens timevinkel plus 12 timer, og det betød, at USA havde mere end 300 forskellige tidszoner, og det var helt umuligt at arbejde med i en gryende globalisering, skriver websitet Quartz.
I 1884 blev kloden sat i system efter Greenwich-tid, og der er nu 24 tidszoner verden rundt – eller 25, hvis vi tæller datolinjen med.
Men det betyder også, at nogle lande og byer er havnet langt væk fra deres idealtid. Tiden er således nogenlunde rigtig i Danmark, men lande som Frankrig og Spanien ligger foran deres ideal – det vil sige, at klokken slår otte, før Solen er klar til det. Værst er det igen i Galicien, hvor den officielle tid er to timer foran Solen.
Kina og Rusland er også rig på steder, som er kommet langt væk fra idealet; Kina har besluttet kun at have én tidszone, selv om landet burde have fire, og den officielle tid er Beijing-tid. Det betyder f.eks., at det vestlige Kina tidsmæssigt er tre timer forskruet, og at lokalbefolkningen ofte opererer på en uofficiel og systemkritisk lokaltid. Rusland har også rationaliseret sine tidszoner, og Skt. Petersborg har et galicisk problem – byen er op til to timer foran Solen.
Tid er mere end dagslys
Og hvad med Massachusetts? Faktisk har Emswiler ret. Ideelt skulle han og hans stat befinde sig på Atlantisk Tid, og på Twitter har hans forslag fået en begejstret modtagelse. Han har også alle de rigtige argumenter linet op – at det er skadeligt for helbred og produktivitet at befinde sig væk fra sin idealtid, og at det gør mennesker gladere at have længere dagslys om eftermiddagen.
Men Emswiler og hans ligesindede glemmer, at tid ikke alene afgøres af Solens gang og videnskabelige artikler, men også af andre hensyn. Island har f.eks. besluttet at placere sig på Greenwich-tid for ikke at komme for langt væk fra resten af Europa, selv om det forskyder tiden op til to timer. I 2011 besluttede Samoa at flytte til den anden side af datolinjen for at komme sine handelspartnere i Australien og New Zealand nærmere.
Massachusetts er en integreret del af metrokorridoren på Østkysten, og Boston kan dårligt tidsmæssigt rive sig løs fra New York, Washington og Philadelphia.
Skrækscenariet er Indiana, hvor beboerne siden 1883 har sloges om tiden. I en stat med godt seks mio. indbyggere har lokalområder haft 345 forskellige tidsfastsættelser; nu er der to og ikke nødvendigvis videre logiske. Det gør livet surt for alt fra erhvervsliv til skoler til offentlig planlægning, og det har givet statens beboere et ry som trættekære pernittengryn og som – i mere end én forstand – alt andet end sand soltid.