Labour vil tillade skotsk afstemning om uafhængighed

- Vi ville lade den skotske befolkning træffe afgørelsen. Sådan er demokrati, siger topleder fra Labour.

Den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, og hendes skotske nationalistparti siger med udsigt til et britisk brud med EU, at Skotland skal have en ny folkeafstemning senest i 2021. Jeff J Mitchell/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

London. Storbritanniens store oppositionsparti, arbejderpartiet Labour, siger, at det ville give Skotland tilladelse til at holde endnu en folkeafstemning om uafhængighed, hvis det skotske parlament stemmer for en sådan.

Det siger Labours John McDonnell, som er nummer to i arbejderpartiet ifølge The Guardian.

Under en debat i Edinburgh i forbindelse med den skotske hovedstads årlige kunst- og kulturfestival sagde McDonnell ifølge avisen The Guardian, at hans parti ikke vil blokere for endnu en skotsk folkeafstemning om uafhængighed.

- Vi ville ikke blokere for en sådan udvikling. Vi ville lade den skotske befolkning træffe afgørelsen. Sådan er demokrati, sagde John McDonnell.

For første gang i næsten to et halvt år viste en meningsmåling i denne uge, at et flertal af skotterne ønsker uafhængighed fra Storbritannien.

47 procent siger i en måling fra Ashcroft, at de ønsker en ny folkeafstemning om et uafhængigt Skotland, mens 45 procent ikke ønsker en ny afstemning.

På spørgsmålet, hvordan de ville stemme ved en folkeafstemning, svarer 46 procent, at de vil sige ja til uafhængighed. Nej-siden får 43 procent.

Målingen er foretaget, efter at den nye britiske premierminister, Boris Johnson, besøgte Skotland i sidste uge.

Han ledte i 2015 kampagnen, der ville have Storbritannien ud af EU. Men folkeafstemningen viste dengang, at et flertal af skotterne ønskede at blive i EU.

Johnson har lovet at trække Storbritannien ud af EU 31. oktober - også uden en aftale med EU.

En folkeafstemning i Skotland 2014 gav et snævert flertal til en fortsat union med resten af Storbritannien. Men det var på et tidspunkt, hvor fortsat britisk medlemskab af EU stadig var dagens orden.

Førsteminister Nicola Sturgeon og hendes skotske nationalistparti siger med udsigt til et britisk brud med EU, at Skotland skal have en ny folkeafstemning senest i 2021.

/ritzau/Reuters