Labour: Vi vil danne mindretalsregering

Premierminister Theresa May er endt som en "lame duck", siger Labours skyggefinansminister.

Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS. Labours såkaldte »skyggefinansminister« John McDonnell udtaler at Labour ønkser at danne en mindretalsregering, efter nattens valgresultat, hvor de Konservative og premierminister Theresa May gik katastrofalt tilbage.
Læs mere
Fold sammen

John McDonnell, der er et fremtrædende medlem af Labour, siger, at hans parti vil pege på, at Labour skal danne en mindretalsregering.

Han kalder premierminister Theresa May en "lame duck" - en stækket regeringschef, efter hun mistede sit absolutte flertal ved torsdagens valg.

- Vi vil pege på os selv til at tjene landet og danne en mindretalsregering. Og grunden til det er, at jeg ikke tror, at Det Konservative Parti er stabilt nok, og at jeg ikke tror, at premierministeren er stabil nok.

- Jeg ønsker ikke at være nedsættende, men jeg mener, at hun er en "lame duck" som premierminister, siger McDonnell til BBC radio.

John McDonnell er i en eventuel Labour-regering udset til at være finansminister. Det omtales ofte som en skyggefinansminister.

Han understreger, at Labour ikke ønsker at indgå i en koalitionsregering med andre partier.

Tidligere på morgenen opfordrede Labours formand, Jeremy Corbyn, May til at trække sig tilbage.

- Premierministeren har mistet konservative sæder, mistet vælgere, mistet opbakning og tillid i befolkningen.

- Jeg synes, at det er nok til, at hun bør gå, sagde Corbyn.

/ritzau/Reuters