Labour større end før Irak-krigen

Storbritanniens nye premierminister, Gordon Brown, er populær i befolkningen, viser friske målinger.

Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Danskerne behøver ikke være de eneste europæere, der måske skal forholde sig til et lynvalg i efteråret.

I Storbritannien mener flere analytikere, at premierminister Gordon Brown pønser på et hurtigt valg, for at høste frugten af Labours popularitet i befolkning.

En frisk meningsmåling i The Sunday Times giver partiet den største opbakning, siden den afgående premierminister Tony Blair valgte at støtte George W. Bush og sende britiske soldater i krig i Irak.

Ifølge målingen vil 42 procent af befolkningen sætte kryds ved Labour ved et valg i dag, mens landets næststørste parti, De Konservative, kun kan mønstre opbakning fra 32 procent af vælgerne.

En anden måling i The Sunday Mirror bekræfter tendensen. Her er Labours forspring dog knap så stort.

Gordon Brown overtog premierministerposten den 27. juni og har siden haft bilbomberne i Glasgow og London, en voldsom oversvømmelse samt de seneste udbrud af mund- og klovsyge som sine største politiske udfordringer.

Især håndteringen af sygdomsudbruddet hos to kvægbesætninger har flyttet en række britiske vælgere, viser målingen i The Sunday Times.