Labour mister magten i Wales for første gang siden 1999
Plaid Cymru sætter sig på 43 pladser ud af 96 og vipper dermed Labour af pinden som største parti i Wales.

Plaid Cymru sætter sig på 43 pladser ud af 96 og vipper dermed Labour af pinden som største parti i Wales.

For første gang siden 1999 mister det britiske arbejderparti Labour magten i parlamentet i Wales.
Det viser optællingen efter torsdagens valg ifølge BBC.
Partiet Plaid Cymru, der er et centrum-venstre-parti med et ønske om øget walisisk selvstændighed, bliver størst med 43 pladser i parlamentet.
Højrefløjspartiet Reform UK med Nigel Farage i spidsen følger efter som det næststørste parti med 34 pladser.
Labour bliver tredjestørst med ni pladser i parlamentet.
Der skulle besættes i alt 96 pladser i parlamentet i Wales.
Parlamentet blev etableret i 1999 og har altså siden begyndelsen været domineret af Labour.
Som følge af valgnederlaget trækker den skotske førsteminister, Eluned Morgan, sig som formand for Labour i Wales.
- Jeg tager ansvaret, og jeg trækker mig, siger hun ifølge BBC.
Hun understreger, at valget handlede om Wales - og ikke om den britiske premierminister, Keir Starmer, som er leder for Labour i Storbritannien.
Starmer selv siger ifølge Reuters, at han lover, at han vil forblive formand for partiet for at "levere forandring" efter partiets tilbagegang i lokalvalgene.
- Jeg kommer ikke til at gå nogen steder, siger Starmer, da han bliver mødt af journalister i London-bydelen Ealing fredag aften.
Efter Plaid Cymru, Reform UK og Labour er Det Konservative Parti blevet valgt ind i Wales' parlament med syv mandater, De Grønne med to mandater og Liberaldemokraterne med ét.
Det er ikke kun i Wales, at det ser sort ud for Labour. Det gør det også i de engelske byråd, hvor omkring 5000 pladser i 136 byråd på tværs af England og seks borgmesterposter har været på valg.
Der er tale om cirka en tredjedel af pladserne i de engelske byråd, og det er altså ikke alle mandater i byrådene, som vælgerne har stemt om denne gang.
Natten til lørdag er pladserne i 129 ud af de 136 byråd blevet fordelt mellem partierne. Indtil videre er Reform UK langt det største parti med 1428 byrådspladser, mens Labour er næststørst med 955 pladser.
Efter Labour følger Liberaldemokraterne, Det Konservative Parti og De Grønne. Dertil kommer løsgængere.
Der har også været valg til parlamentet i Skotland. Her var parlamentet inden valget domineret af Det Skotske Nationalparti, og sådan bliver det højst sandsynligt også efter valget.
Det Skotske Nationalparti minder om Labour, men ønsker skotsk selvstændighed.
Med 122 ud af 129 pladser fordelt står partiet til at blive størst med 57 mandater.
Labour har 17 mandater og kæmper med Reform UK om at blive næststørst. Reform UK står til 15 mandater.
Derefter følger De Skotske Grønne, Konservative og Liberaldemokraterne. De står til henholdsvis 13, 11 og 9 mandater.
/ritzau/