Labour-leder støtter britisk valg i utide

Premierminister Theresa May skal have to tredjedele af parlamentet bag sig for at udskrive valg.

Lederen af det britiske arbejderparti, Jeremy Corbyn, hilser den konservative premierminister Teresa Mays beslutning om at udskrive valg velkommen.

May meddelte kort forinden, at hun vil udskrive valg 8. juni.

- Jeg hilser premierministerens beslutning velkommen. Det kan give det britiske folk muligheden for at stemme for en regering, der vil sætte flertallets interesser først, siger Corbyn.

For at kunne udskrive valg i utide behøver May opbakning fra to tredjedele af parlamentets medlemmer.

Den afstemning ventes at finde sted onsdag.

/ritzau/Reuters