Labour kæmper for livet — med hård modstand på de indre linjer

Det britiske arbejderparti vælger formand i dag. Jeremy Corbyn spåes sejr, mens modstandere i partiet frygter hans politiske sving til venstre. Afgrunden venter forude.

En del interne modstandere i Labour har offentligt konkluderet, at Corbyn (herover) og hans inderkreds reelt set er ligeglade med, om de konservative vinder en ny regeringsperiode, fordi de er helt fokuserede på at sikre deres fremtidige kontrol over Labour. Foto: Rebecca Naden Fold sammen
Læs mere

Nogle vil måske være overraskede over, at Labours partileder tilsyneladende også har andre interesser end politik, sine elskede planter og hjemmelavet syltetøj. Men forleden tweetede komikeren og tidligere Labour-aktivist Matt Forde, at han i Nottingham havde diskuteret fodbold med Jeremy Corbyn.

»Snakker lige om Nicklas Bendtner med @jeremy Corbyn forud for Forest v Arsenal kampen,« skrev den erklærede Corbyn-kritiker Forde.

Det gavner en politiker valgt i Londons Islington-bydel at vide lidt om den lokale fodboldklub. Men mange Labour-medlemmer vil slet ikke kunne se ironien i komikerens sammenkobling af en kronisk selv-overvurderet fodboldspiller og politikeren. Fra deres synsvinkel har Corbyn gennem et år som partileder med urokkelig moralsk lederskab og knastør seriøsitet grundlagt håbet om et politisk alternativ med kurs mod en bedre verden.

De aktives valgkamp

172 af Labours parlamentsmedlemmer ud af 230 har officielt erklæret deres mistillid til Corbyn og fremtvunget et formandsvalg, og flertallet af de ni millioner Labour-vælgere fra det seneste valg har ikke udvist synderlig begejstring over partiets skarpe venstresving. Men det er de omkring en halv million medlemmer af Labour suppleret med betalende støtter, der har stemt ved formandsvalget mellem Corbyn og udfordreren, Owen Smith. Valget bliver officielt afgjort i Liverpool lørdag ved middagstid, og Smith levnes ikke en chance. Den enorme medlemsfremgang, som partiet oplevede sidste år, blev netop skabt på Corbyns løfter om »ægte socialisme«. Drømmen lever fortsat, og der er kommet endnu flere til.

For britisk Labour er formandsvalget en kulmination på en overlevelseskamp udkæmpet med sig selv, mens briterne har set måbende til. Fra at være en stolt bannerfører for verdens socialdemokratiske værdier er Labour reduceret til en lammet opposition, hvor ledende kræfter trækker i vidt forskellige retninger, og hvor det er en akut trussel mod partiet, hvis den konservative premierminister, Theresa May, kunne finde på at udskrive valg.

Mange af Labours tidligere spidser og partikoryfæer, heraf en del i Overhuset, siger, at partiet i den mere end 100 år lange historie aldrig har befundet sig i en mere alvorlig identitetskrise.

Den 74-årige tidligere partileder Neil Kinnock sagde forleden til BBC, at han »ikke forventer at komme til at opleve en ny Labour-regering«. Andre mener, at det kan gå endnu værre.

»Partier har ikke en guddommelig ret til at eksistere,« lyder det fra Alastair Campbell, der som spindoktor og politisk rådgiver var med til at formulere »New Labour« og holde Tony Blair ved magten i den længste regeringsperiode i Labours historie.

Det skete ved at erobre midten i britisk politik fra de konservative. Campbell afviser, at briterne kunne være parat til et lignende magtskift udført af en radikaliseret venstrefløj i Labour. Han mener, at almindelige vælgere »med et liv uden for boblen« er ved helt at opgive partiet, og skriver i en kommentar, at det kun er i partiets medlemsskare, at Corbyn har vakt »en nærmest religiøs fanatisme blandt dem, som han har inspireret til at melde sig ind samt en mere skummel og pragmatisk version af samme iver på den gamle, radikale venstrefløj, der udnytter hans lederskab til få mere magt i partiet«.

Mange Corbyn-kritiske parlamentsmedlemmer har erklæret, at Labour er udsat for et velovervejet »kup«, hvor de revolutionære »Corbynistas« via medlemsdemokrati og de mange nye medlemmer har sikret sig kontrollen i partiets organisatoriske opbygning.

Skjult kamera

TV-stationen Channel 4 bragte tidligere på ugen en udsendelse baseret på skjult kamera, hvor man filmede møder ledet af venstrefløjsaktivister, der i 1980erne blev smidt ud eller marginaliseret, men som nu er tilbage i dominerende roller. En ny politisk bevægelse, »Momentum«, dannet for at støtte Corbyn, og som især har tiltrukket mange unge aktivister, blev i programmet præsenteret som et slags »parti i partiet«, der i det skjulte arbejder systematisk på med alle midler at eliminere intern modstand mod en rendyrket socialistisk linje.

Guardian-journalisten Ewen MacAskill mener derimod på baggrund af måneders research i det politiske miljø omkring Corbyn-støtterne, at anklagerne om politisk ekstremisme er overdrevet.

Han sammenligner med de ekstremistiske venstrefløjsgrupper, der dominerede Labour i Liverpool i 1980erne, og beskriver i en større artikel møder med centrale Momentum-aktivister, som »ikke har nogen lighed« med venstrefløjsaktivisterne fra dengang.

Oppositon uden kraft

Til gengæld vil spørgsmålet om det næste parlamentsvalg fortsat hænge tungt over Corbyn ved lørdagens årsmøde i Liverpool. En del interne modstandere i partiet har offentligt konkluderet, at Corbyn og hans inderkreds reelt set er ligeglade med, om de konservative vinder en ny regeringsperiode, fordi de er helt fokuserede på at sikre deres fremtidige kontrol over Labour.

»Storbritanniens etpartistat« kalder The Economist landets politiske situation på forsiden, fordi Labour som ledende opposition ikke er i stand til at udfordre den konservative regering. The Guardian bragte torsdag en meningsmåling, hvor premierminister May endda nyder markant større tillid blandt vælgerne end Corbyn, når det gælder om at kunne beskytte det gratis sundhedssystem, NHS. Det er Labours politiske kronjuvel indført af partiet for syv årtier siden, og man kan vanskeligt forestille sig noget værre udgangspunkt for et Labour-årsmøde.

Kritik preller af

Mange Labour-tilhængere er også dybt frustrerede over Corbyns manglende indsats for at kæmpe for partiets officielle EU-positive linje. Med en konservativ regering i åbenlys vildrede om Brexit, valgte Corbyn at bruge første spørgetime i Underhuset efter sommerferien til at bore i stigningen i »gennemsnitsprisen for en førstegangskøbers bolig«.

Kritikken og graverende tegn på styrtdykkende opbakning synes dog helt at prelle af på partilederen. I et interview med BBC erklærede Corbyn, at tusinder af begejstrede aktivister til hans møder gav ham troen på at kunne vinde næste valg. Til argumentet om, at der skal millioner af vælgere til for at sikre en britisk valgsejr, afviste Corbyn, at det vil være nødvendigt at indgå kompromiser og risikere at skuffe sine støttere.

»Alle må desværre indse, at det er den samme Jeremy Corbyn,« sagde han ironisk og forudså, at aktivisternes begejstring vil brede sig ud til vælgerne og vinde støtte blandt partifæller i Underhuset.

Det virker tvivlsomt. Hen over sommeren lød truslen i stedet om en splittelse af Labour fra mange Corbyn-kritikere, men både venner og fjender har påpeget, at det er den næsten sikre vej til selvdestruktion i det britiske valgsystem. Et lys i mørket for de mismodige Labour-tilhængere kunne være, at det politiske skift i Storbritannien ofte er dramatisk og uventet. UKIP gik fra ingenting til Brexit. Liberaldemokraterne blev spået en politisk guldalder, men er nær tilintetgørelse. De konservative tumlede i årevis rådvilde rundt, indtil David Cameron trak vælgere til. Det samme gjaldt Blair og Labour.

I Corbyns optik har dramaet allerede fundet sted. Han erklærede til BBC, at alle nu »må finde sammen, for at være i stand til at føre kampen mod de konservative« og lovede at »viske tavlen ren og komme videre«. Corbyn sætter kursen for Labour. Spørgsmålet er, om hans vej fører nogen steder hen.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien.