Kystvagt: 31 somaliere på båd dør under helikopterangreb

Lokal kystvagt siger, at de dræbte ved helikopterangreb var somaliske flygtninge på vej fra Yemen til Sudan.

Arkivfoto af en apache-helikopter. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL HANNA

31 somaliske flygtninge, der sejlede rundt i et fartøj ud for Yemens kyst, er blevet dræbt, da en militærhelikopter angreb deres båd.

Det oplyser en lokal kystvagt i Yemen, som er under houthi-oprøreres kontrol.

Flygtningene, der var udstyret med dokumenter fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), var på vej fra Yemen til Sudan. Her blev de angrebet af en Apache-helikopter, oplyser kystvagt Mohamed al-Alay.

Angrebet fandt sted nær strædet Bab al-Mandeb.

En sømand, der sejlede båden, oplyser, at 80 flygtninge blev reddet efter angrebet.

Det står ikke umiddelbart klart, hvem, der stod bag angrebet.

Helikoptere af Apache-typen er udviklet og produceret i USA.