Ikke alle ukrainske politikere bakker op om landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, selvom han hos mange er blevet billedet på kampen mod Rusland.
Det er blevet helt tydeligt efter et interview med borgmesteren i Kyiv, Vitalij Klytjko, i den tyske avis Der Spiegel.
Her fortæller han således, at præsidenten er egenrådig og autoritær, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at Zelenskyj ifølge Klytjko ikke inddrager landets borgmestre i sine beslutninger – selvom de tog på sig at beskytte borgerne og hjælpe militæret i krigens begyndelse, hvor landet var uden ledelse, argumenterer Kyiv-borgmesteren.
Vitalij Klytjko konkluderer derfor, at Zelenskyj kun ser ham og de andre borgmestre som hindringer mod en yderligere centralisering af magten.
Og så kommer han med en markant advarsel og opsigtsvækkende sammenligning.
»På et tidspunkt vil vi ikke længere adskille os fra Rusland, hvor alt afhænger af én mands lune,« siger Klytjko til Der Spiegel.
Ikke en ny konflikt
Nogle vil måske genkende navnet på borgmesteren, da han er tidligere professionel bokser og verdensmester i sværvægtskategorien – det samme var hans lillebror, Wladimir Klytjko.
Vitalij Klytjko blev valgt som Kyivs borgmester med 57,5 procent af stemmerne i 2014 og genvalgt med lidt færre stemmer i 2020.
Han støttede op om »Den Orange Revolution« efter præsidentvalget i 2004, der hævdes at være præget af massiv korruption, vælgertrusler og valgsvindel, og senere dannede Klytjko politisk alliance med det tyske parti CDU, der i mange år havde Angela Merkel siddende på posten som forbundskansler.
Ved det ukrainske præsidentvalg i 2019 støttede Klytjko den tidligere præsident Petro Porosjenko, som tabte valget til Zelenskyj, og derfor har de to længe været politiske modstandere.
Sidste vinter kritiserede Volodymyr Zelenskyj også Vitalij Klytjko offentligt for ikke at gøre nok for at bygge beskyttelsesrum eller for at få fikset et strømnedbrud forårsaget af russiske angreb.
Ifølge det ukrainske medie The Kyiv Independent har konflikten medført, at Klytjko flere gange er blevet undersøgt af myndighederne.