Kvindernes kamp om Grædemuren

En gruppe jødiske kvinder trodser israelsk politis stadige anholdelser og ultraortodokses vrede i kravet om at få lov til at bede på lige fod med mændene ved jødedommens helligste sted.

Organisationen Kvinder for Muren slås for mindre kønsadskillelse ved Grædemuren. Her ses organisationens direktør Lesley Sachs, der bede ved et særligt afsnit væk fra offentligheden. Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: Susan Silverman står på en trappe ved sikkerhedstjekket ind til Grædemuren. Hun er rabbiner, men hun kan ikke ikke komme ind til pladsen med jødedommens helligste sted. I stedet har hun stillet sig udenfor påklistret små mærkater, hvor der på engelsk står budskaber som: »Don’t let my voice make you think about sex,« og »please, I mean it! Do not even think about sex«.

En humoristisk provokation i stilfærdig tråd med sin berømte komiker-søster i USA Sara Silverman. Den PR-skabende forbindelse har ført Susan Silverman helt frem i forgrunden i en kamp om retten til Grædemuren og i større forstand om selve jødedommens religiøse sjæl, der er eskaleret de seneste måneder.

»Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet så slemt, men jeg ved, at jeg er nødt til at bekæmpe det,« siger rabbineren Silverman, der for omkring seks år siden »gjorde aliyah« – betegnelsen for jøder, der slår sig permanent ned i det hellige land.

Både politiet og de ultraortodokse mænd og kvinder på vej til Grædemuren lader Susan Silverman i fred. Hun står trods alt udenfor helligdommen, og det er purim, den jødiske højtid i februar, hvor der på karnevalvis skejes ud, også blandt de mest religiøse.

Sidste gang hun var ved Grædemuren, var der anderledes alvor. Sammen med ni andre kvinder, inklusiv sin 17 årige datter, blev hun anholdt af israelsk politi på pladsen, fordi kvinderne mødte frem til bøn og istemte sang iført bedesjal.

»Det er første gang, at jeg er blevet anholdt og tilbageholdt i fire timer,« siger Silverman, der ved sin anholdelse konstaterede til New York Times:

»To af de rabbinere, som var der, var lige ankommet fra Kiev, hvor de havde haft deres bønner fuldstændige frie som jøder. Så kommer de til Israel, de beder ved muren, og de bliver anholdt.«

Ifølge israelsk lov er højlydt bøn og sang ved Grædemuren forbeholdt de bedende mænd. Kvinderne må ikke ikke bære bedesjaler eller andre traditionelle remedier brugt ved jødisk bøn, og de må heller ikke medbringe eller læse op fra toraruller, den hebraiske bibel. I forvejen må kvinderne finde sig i, at kun en tredjedel af muren med den skarpe adskillelse mellem mænd og kvinder er tildelt dem.

For at slippe ud af af politiets greb efter sin anholdelse måtte Silverman skrive under på, at hun ikke ville nærme sig Grædemuren i 15 dage. Andre kvinder før hende har taget konfrontationen og nægtet at underskrive deres »tilståelse«, men »jeg ønskede ikke at tage chancen for jeg havde en flyrejse til USA dagen efter,« siger den USA-fødte rabbiner.

Sammen med især amerikanske og israelske jødiske kvinder i organisationen »Kvinder for Muren« har Silverman taget kampen op med den ultraortodokse dominans. Kvinderne mener, at håndhævelsen af fundamentalistiske og mandsdominerede religiøse værdier er ved helt at ekskludere resten af den jødiske befolkning fra muren, hvis hellighed stammer fra, at den står som fundamentet for Tempelbjerget, hvor det Andet Tempel ifølge jøder og historikere stod opført, inden det blev jævnet med jorden af romerne i år 70 som straf for en jødisk revolte. »Vi begyndte for 25 år siden, men især de seneste to år er støtten vokset kraftigt også her i Israel. Før var det mest nordamerikanere, der voksede op med religionsfrihed. De kan slet ikke begribe, at man ikke kan bede frit,« siger daglig leder af Kvinder for Muren, Lesley Sachs.

Hun mener, at anholdelser af kvinder i bøn ved muren har fået mange til at reagere i protest. Samtidig har der de senere år været en til tider heftig debat i Israel om de ultraortodokses både voksende antal og indflydelse med kønsopdeling i busser og arrangementer, statsstøttede religiøse skoler og mandlige bibelstudier samt aktioner mod kvindelige udtryk af næsten enhver art som i reklamer og med kvinders sang, der opfattes på niveau med at optræde nøgen.

»Jeg tror, at det er uacceptabelt for de fleste. Hæren viser sig ikke mere ved muren, fordi man ikke engang vil tillade kvindelige soldater at synge nationalsangen,« siger Sachs.

I Kvinder for Muren peger man på, at situationen er opstået, fordi den israelske stat siden den israelske erobring af Grædemuren fra Jordan under seksdageskrigen i 1967 har lagt kontrollen med muren hos en religiøs overhøjhed, der har indført en rigid, fundamentalistisk tolkning af »tradition for stedet«. Shmuel Rabinowitz, rabbiner for Grædemuren og hellige steder, sagde fornyligt til Jerusalem Post, at det er afgørende for jødedommen at holde fast i reglerne omkring muren og ikke lade jødisk lov, halakha, svinge efter skiftende politiske agendaer:

»Halakha er der, og sådan er det besluttet. Nogle gange passer det med statens agenda og nogle gange gør det ikke. Men lad os tillade Gud at bestemme lidt omkring det her.«

Rabinowitz har også talt for vigtigheden af at opretholde »status quo« for ikke at »fuldstændig ødelægge den skrøbelige sammensætning«, der udgør den israelske stat. For nyligt mødte Kvinder for Muren frem igen iført bedesjal og både bad og dansede højlydt til ultraortodokse mænd og kvinders harmdirrende protester. Men kvinderne var »beskyttet« af det nyvalgte Knesset-medlem Stav Shaffir fra Labor og to kvinder fra det venstreorienterede parti Meretz, og Jerusalem Post konstaterede, at for første gang i 22 måneder blev ingen anholdt for »at bryde traditionerne for stedet«. Derimod lød der igen kritik fra Rabinowitz om, at »holde uenighederne udenfor pladsen og give israelerne ét sted, hvor der hverken er konfrontationer, demonstrationer, eller had«.

For premierminister Benjamin Netanyahu og de øvrige israelske politikere er striden om Grædemuren en konflikt, som man længe har ønsket at dysse ned. De ultraordokse partier har været en vigtig politisk støtte for skiftende regeringer, og alle ved, at de er i stand til at sende titusinder på gaden i voldsomme protester. Nu begynder kvindernes manifestationer imidlertid også at få så stor opmærksomhed – ikke mindst internationalt og i de indflydelsesrige amerikansk-jødiske samfund – at det er ved at være et politisk problem. Især vakte det en decideret protestbølge på blogs og med ophidsede kommentarer på internettet, da Kvinder for Murens forkvinde på grund af en forbudt fremsigelse af bøn iført bedesjal blev udsat for en voldelig anholdelse, smidt i en celle med en prostitueret natten over og i øvrigt blev behandlet som en hærdet kriminel.

»Samme dag, ti timer efter anholdelsen, dukkede Netanyahu frem ved en årsdag og begyndte at tale om ligeberettigelse og om, at alle kvinder i Israel er frie. Jeg begyndte at råbe op,« siger rabbineren Silverman med foragt i stemmen.

Det har også vakt opsigt, at tidligere faldskærmssoldater, der var blandt de første ved Grædemuren under erobringen i 1967, dukkede op sammen med de bedende kvinder og konstaterede, at der er brug for at »befri« muren igen, og denne gang fra den ultraortodokse kontrol.

Den altid særdeles PR-bevidste Netanyahu har set faren og sat et arbejde i gang for at finde en løsning, men den lader vente på sig, og selv små ændringer kan udløse nye konflikter. De ultraortodokse samfund vil være ekstra på vagt, fordi deres partier kommer til at stå udenfor den nye israelske koalitionsregering og i forvejen frygter at blive presset på en række fronter. Symbolikken i Grædemuren vil være det perfekte symbol for de religiøse ledere til at mobilisere deres tilhængere.

Kvinder for Muren har heller ikke tænkt sig at give op. De har kæmpet et kvart århundrede for deres sag, og det drejer sig om meget mere end retten til bøn ved Grædemuren, understreger Sachs:

»Når vi har kønsopdelte busser, begyndte det her. Hvis ingen siger noget til forholdene ved muren, fortsætter det andre steder. Nogle siger, at vi giver Israel et dårligt omdømme, men jeg elsker Israel. Mine forældre kom hertil fra Tyskland. Det her er mit land, og vi må gøre noget.«