Kvindelig partileder overtager styring af Sinn Fein

Gerry Adams træder tilbage efter mere end 34 år som partileder ved særlig konference i Dublin.

Gerry Adams træder tilbage efter mere end 34 år som leder af Sinn Fein ved særlig konference i Dublin og overlader partilederposten til Mary Lou McDonald. Reuters/Clodagh Kilcoyne Fold sammen
Læs mere

Omkring 2000 delegerede samles lørdag i Dublin til en ekstraordinær partikonference for formelt at indsætte Mary Lou McDonald som ny leder af Sinn Fein.

Hun afløser Gerry Adams, som træder tilbage efter mere end 34 år som partileder.

Mary Lou McDonald var den eneste nominerede til lederposten, da valget af partileder fandt sted i januar. Hun bliver ved konferencen i Dublin lørdag formelt indsat som formand.

Sinn Fein var den politiske gren af den irske undergrundshær, IRA. Partiet, der opstiller både i Nordirland og republikken Irland, har en historie, som er knyttet til den blodige konflikt mellem katolske nationalister og pro-britiske unionister i Nordirland.

»Jeg ved, at det er store sko, der skal fyldes ud, når jeg påtager mig den rolle, som Gerry Adams har haft, og jeg ved, at det ikke er muligt,« sagde McDonald efter valget i januar, hvor hun pointerede, at hun havde medbragt sine egne sko og sammen med partiets medlemmer vil begive os på en rejse, som vil føre til irsk samling.

Sinn Feins vigtigste politiske mål er at genforene Irland og Nordirland i én stat. Nordirland har siden 1921 været en del af Storbritannien.

Den 48-årige McDonald har studeret engelsk litteratur på Trinity College i Dublin. Hun har stået forrest blandt en ny generation af politikere i Sinn Fein, der har ønsket at bløde op på det militante image, som partiet har haft

Selv om Sinn Fein har en nationalistisk dagsorden, så regnes det i Irland som et venstreorienteret parti.

McDonald er medlem af det irske parlament for det centrale Dublin og indledte sin politiske løbebane i Fianna Fail, som er et af Irlands to store mainstreampartier.

Hun er blevet beskyldt for at have anlagt en hård linje af opportunistiske grunde, men hun siger selv, at hendes ledelse vil få afgørende betydning for dannelsen af et forenet Irland.

/ritzau/Reuters