Britisk politi har sat gang i en drabsefterforskning, efter at en gerningsmand åbnede ild på en travl pub i den nordengelske by Liverpool.

Det skriver det britiske medie BBC.

Den lokale politiafdeling rykkede ud kort før midnat juleaften efter meldinger om et skyderi på den lokale pub Lighthouse Inn, som ligger i Wallasey-bydelen i Liverpool.

Herfra blev tre mænd og en kvinde bragt på hospitalet. De var alle blevet ramt af skud.

Kvinden er afgået ved døden. Tilstanden på de tre mænd kendes ikke.

Chefefterforsker fra den lokale politiafdeling Dave McCaughrean siger ifølge BBC, at skyderiet skete på »en travl beværtning fyldt med unge mennesker«.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod.

»Vi mener, at gerningsmanden forlod pubben i en mørk bil – muligvis en mørk Mercedes – umiddelbart efter skyderiet,« siger McCaughrean.

Politiet oplyser desuden, at flere mennesker er kommet til skade under skyderiet – ud over dem, som blev kørt på hospitalet.

»Efterforskningen er stadig på et tidligt stadie, og vi forstår, at det her i sandhed er en chokerende og forfærdelig hændelse, som er sket lige før jul,« siger McCaughrean.

I Storbritannien fejrer de fleste jul om morgenen den 25. december. Der er tradition for at tage på pub aftenen inden, den 24. december, hvor de fleste danskere fejrer jul.

»Vi har en række betjente til stede i Wallasey, som gennemfører grundige afhøringer for at forstå, præcist hvad der er foregået, så vi kan skride til handling,« siger McCaughrean.

»En kvinde har på tragisk vis mistet livet her i julen, mens adskillige er på hospitalet, og vores tanker og kondolencer sendes til offerets familie.«

Motivet til skyderiet er endnu ukendt.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.