Den britiske skuespiller Charlotte Lewis fortalte tirsdag en fransk domstol, at hun blev udsat for en "smædekampagne", efter at hun beskyldte den franskpolske filmskaber Roman Polanski for at voldtage hende, da hun var teenager.
- Det ødelagde næsten mit liv, siger den nu 56-årige i en retssal i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor en sag mod Polanski om ærekrænkelse er i gang.
Polanski, der ikke var til stede ved tirsdagens retsmøde, står over for anklager om at have ærekrænket Lewis, efter at hun beskyldte ham for at have voldtaget hende i 1980'erne.
Den 90-årige er efterlyst i USA for en voldtægt af en 13-årig i 1977 og står over for adskillige andre beskyldninger om seksuelle overgreb årtier tilbage.
De har overskredet forældelsesfristen, og Polanski har afvist alle anklager.
Han flygtede til Europa i 1978.
Polanski står bag oscarvindende film som "Rosemary's Baby", "Chinatown" og "Pianisten".
I 2010 beskyldte Lewis Polanski for at have voldtaget hende "på den værst tænkelige måde" i 1983. Det skal være sket, da hun som 16-årig var i Paris for at deltage i en casting.
Hun medvirkede i Polanskis film "Pirater" fra 1986.
Den franskfødte filmskaber svarede i 2019 på anklagen ved at sige, at den var en "afskyelig løgn" i et interview med magasinet Paris Match.
Ifølge magasinet hev han under interviewet et eksemplar af den ikke længere eksisterende britiske tabloidavis News of the World frem og sagde, at Lewis i avisen havde sagt: "Jeg ville være hans elsker".
Lewis har sagt, at citaterne fra interviewet ikke passer.
Hun anlagde en sag om ærekrænkelse, og filminstruktøren blev tiltalt under fransk lov.
Tirsdag sagde Lewis i retten, at mediedækningen, efter at hun udtalte sig i 2010, havde givet hende et nervesammenbrud.
Stuart White, en tidligere journalist, der skrev artiklen i News of the World i 1999, var også til stede i retten.
- Det interview jeg gav til Stuart White, var ikke det interview, der var i avisen, siger Lewis i retten tirsdag.
News of the World er tidligere blevet beskyldt for bagvaskelse og for at fabrikere historier. Avisen lukkede i 2011, efter at dens ansatte blev beskyldt for at hacke telefoner i et forsøg på at finde historier.
/ritzau/AFP
