Kurdiske PKK tager skyld for bombe ved politistation

Ifølge PKK var det dem, der fredag sprængte en bombe i det sydøstlige Tyrkiet, der har kostet flere livet.

Foto fra angrebet ved en politistation i det sydøstlige Tyrkiet, som PKK tager skylden for. Scanpix/Str Fold sammen
Læs mere

Istanbul. Det var angiveligt den kurdiske oprørsgruppe PKK, der stod bag en bilbombe, der tidligt fredag har dræbt 11 personer og såret 78 ved en politistation i det sydøstlige Tyrkiet, skriver AFP.

Gruppen oplyser fredag på deres hjemmeside, at de tager skylden for det dødelige angreb.

- Vores ofrende hold har iscenesat en omfattende aktion i Cizre, der har betydet, at snesevis af politibetjente er døde, siger PKK i en meddelelse på deres hjemmeside ifølge AFP.

I meddelelsen siger organisationen også, at angrebet er gengæld for den "fortsatte isolation" af lederen Abdullah Öcalan og "manglende information" om hans opholdssted.

Byen Cizre, hvor angrebet fandt sted, ligger i Sirnak-provinsen, der grænser op til både Syrien og Irak, og som har en overvejende kurdisk befolkning.

Der er ofte sammenstød mellem regeringsstyrker og kurdiske oprørere i området.

Tidligere på måneden blev tre tyrkiske soldater således dræbt og ti andre såret i et angreb, som militante kurdere rettede mod militæret i provinsen.

Både de kurdiske angreb mod tyrkisk militær og militærets luftangreb er intensiveret med nærmest daglige angreb, siden en to et halvt års våbenhvile blev ophævet i juli sidste år.

Samtidig er den tyrkiske offensiv mod kurderne intensiveret yderligere i løbet af de sidste to dage, efter Tyrkiet har valgt at indsætte kampvogne i Syrien.

Torsdag kunne Reuters berette, at tyrkisk militær har skudt mod kurdiske styrker syd for byen Jarablus i Syrien.

Jarablus, der ligger 40 kilometer nord for Manbij, er et område, som er kontrolleret af en amerikanskstøttet kurdisk milits, People's Protection Units (YPG).

Den tyrkiske regering anser YPG for at være i ledtog med PKK.

Både Tyrkiet, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.

/ritzau/