Kurdisk leder skal idømmes 142 års fængsel efter kupforsøg

Anklagemyndigheden i Tyrkiet vil have den kurdiske leder Selahattin Demirtas idømt en dom på op til 142 år.

Istanbul. Anklagemyndigheden i Tyrkiet vil forsøge at få idømt den kurdiske leder Selahattin Demirtas en fængselsdom på op til 142 år. Det oplyser tyrkiske medier.

Den karismatiske Demirtas, der leder det prokurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP), blev anholdt i november sammen med ni andre kurdiske parlamentsmedlemmer.

HDP-Partiet er det tredjestørste i det 550-pladser store parlament i Tyrkiet.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, oplyste i december, at flere end 40.000 mennesker formelt er blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af et militært kupforsøg i Tyrkiet i juli.

Anklagemyndigheden i den overvejende kurdiske storby Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet kræver, at den anden partileder i HDP, Figen Yuksekdag, bliver idømt op til 83 år fængsel.

Tyrkiets indenrigsministerium har foretaget en lang række anholdelser af kurdiske politikere i forbindelse med "militant kurdisk propaganda".

Fjenden i forbindelse med kupforsøget er ikke kurdere.

Ifølge Erdogan stod prædikanten Fethullah Gülen, der bor i USA, og hans bevægelse bag kupforsøget. Gülen har grundlagt den såkaldte Hizmet-bevægelse.

/ritzau/Reuters