Kurdisk leder bliver rådgiver for Syriens præsident
Kurdisk-ledet milits, der stod i spidsen for kampen mod IS, blev tirsdag opløst som led i aftale med regering.

Kurdisk-ledet milits, der stod i spidsen for kampen mod IS, blev tirsdag opløst som led i aftale med regering.

Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, har udnævnt den kurdiske leder Mazloum Abdi til rådgiver.
Det oplyser syriske statsmedier fredag.
- Mustafa Khalil Abdi udnævnes til rådgiver for republikkens præsidentskab, lyder det i et dekret, som er underskrevet af Syriens præsident og offentliggjort af det statslige nyhedsbureau SANA.
Abdi har været kendt under flere forskellige navne. Han er tidligere leder af den kurdisk-ledede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF), som tidligere på ugen opløste sig selv.
SDF var i årevis Syriens bedst trænede og mest organiserede militære styrke.
Gruppen blev dannet i 2015 på foranledning af USA. Hovedformålet var at skabe en samlet militær styrke til at bekæmpe den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) med støtte fra USA og den internationale koalition.
SDF stod i spidsen for kampen mod IS, som blev territorielt besejret i Syrien i 2019.
I december 2024 væltede oprørere den tidligere præsident Bashar al-Assads årelange styre. Ahmed al-Sharaa blev herefter indsat som ny præsident i Syrien. Han har siden forsøgt at udvide statens kontrol til hele landet.
Syriens nye regering og SDF indgik i januar en aftale om at integrere kurdiske militære og civile institutioner i staten.
USA kaldte dengang planen for en historisk milepæl, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen var en stor sejr for Syriens præsident og satte samtidig en stopper for kurdernes mangeårige håb om selvstyre.
Mazloum Abdi tilsluttede sig aftalen efter sammenstød i januar, hvor kurderne mistede store områder til regeringsstyrker.
Under voldshandlingerne underskrev Syriens præsident et dekret, der fastslog kurdernes nationale rettigheder og anerkendte kurdisk som nationalsprog. Det var et hidtil uset skridt siden Syriens uafhængighed i 1946.
RITZAU/AFP