Kurdere nedtoner tyrkisk angreb i Irak

En anonym kurdisk oprørsleder tilbageviser tyrkiske rapporter om, at et tyrkisk angreb i det nordlige Irak lørdag påførte PKK svære tab.

En kurdisk oprørsleder fra PKK erkendte søndag, at Tyrkiet har angrebet Kurdistans Arbejderpartis baser i det nordlige Irak, men afviste samtidig, at nogen blev dræbt ved angrebet.

- Der var helikopterangreb langs grænsen, men vi led ikke nogen tab, sagde en PKK-leder, der udtalte sig anonymt til nyhedsbureauet AFP og som i første omgang tilbageviste, at angrebet overhovedet havde fundet sted.

Det tyrkiske militær oplyste lørdag at have påført en gruppe på mellem 50 og 60 PKK-oprørere "svære tab" på den anden side af grænsen ved en "intens intervention" med helikoptere, artilleri og specialstyrker.

Repræsentanter for militæret sagde, at omkring 100 specialsoldater havde krydset grænsen til Iraks territorium for at ramme PKK.

/ritzau/AFP