Det var hans første dag på jobbet som sikkerhedsvagt i galleriet. Han var ansat til at sikre, at ingen ødelagde eller på anden vis vandaliserede kunstværkerne.
Da to gæster næste dag besøgte udstillingen i Jeltsin-centeret i den russiske by Jekaterinburg bemærkede de dog, at et af kunstværkerne tog sig anderledes ud.
Russiske Anna Leporskayas ansigtsløse maleri, »Three Figures«, var ikke længere ansigtsløst. To af de tre figurer på maleriet havde således fået øjne.
Det skriver Art Newspaper.
Ifølge det russiske galleri er værket blevet vandaliseret af sikkerhedsvagten, der tilsyneladende »kedede sig« på jobbet.
Vagten, der arbejdede for et privat sikkerhedsfirma, er nu blevet fyret, oplyser Alexander Drozdov, der er administrerende direktør i Jeltsin-centeret.
»Hans motiver er stadig ukendte, men administrationen mener, at der var tale om en form for manglende fornuft,« siger udstillingens kurator, Anna Reshetkina.
Maleriet var en del af udstillingen »The World as Non-Objectiveness. The Birth of a New Art«.
»Three Figures« er fra 1930erne og vurderet til en værdi af knap fem millioner kroner.
Sikkerhedsvagtens streger på maleriet er lavet med en kuglepen, men heldigvis uden »kraftigt tryk«. Derfor har selve lærredet ikke lidt skade, men blot de lag af maling, hvor farven er blevet tilføjet.
Maleriet er blevet fjernet og returneret til det galleri i Moskva, hvorfra værket var udlånt. Et restaureringsarbejde er nu indledt, skriver The Times.
Politiet efterforsker sagen. Den fyrede sikkerhedsvagt risikerer en bøde og op til tre måneders fængsel.
Galleriet har siden installeret beskyttelsesskærme ved resterende værker på udstillingen.