Kunsten at hjemsende afviste asylansøgere

Udviklingslande skal straffes økonomisk, hvis de ikke vil tage imod afviste asylansøgere, som Danmark vil sende retur. Det har i det seneste års tid igen og igen været budskabet fra politisk hold, og i den forløbne uge dukkede problemstillingen op igen.

De afviste asylansøgere udgør med andre ord ikke en uoverstigelig økonomisk byrde for den danske stat, men der er også en anden god grund til, at de altså SKAL sendes hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Venstre foreslår nu, at det fremover skal være et ufravigeligt krav, at ulandene tager imod deres statsborgere, hvis de vil have dansk bistand. Udgangspunktet er, at Danmark for tiden huser – og betaler for – knap 1.400 afviste asylansøgere fra forskellige lande, der vægrer sig ved at tage dem retur. Det gælder blandt andet Irak, Iran, Somalia og andre lande i Afrika. Antallet har været nogenlunde stabilt i de seneste år. Eksempelvis var der ved udgangen af 2014 knap 1.700 afviste i såkaldt udsendelsesposition.

De afviste asylansøgere udgør med andre ord ikke en uoverstigelig økonomisk byrde for den danske stat, men der er også en anden god grund til, at de altså SKAL sendes hjem, understregede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for nylig i Berlingske: Det vil sende et signal til alle andre potentielle flygtninge uden asylgrundlag om, at de ligeså godt kan spare kræfterne og pengene til menneskesmuglerne. For de ryger retur.

Problemet er blot, at det kan give en endnu større strøm af fattigdomsflygtninge, hvis Danmark – og EU som sådan, som der varmes op til i Bruxelles – smækker bistandskassen i. Det kan også give flere krigsflygtninge (der ofte har et asylgrundlag), da fattigdom og underudvikling flere steder er opskriften på væbnet konflikt. Et andet problem er, at en række af de genstridige lande ikke modtager dansk bistand. Det gælder eksempelvis Iran, som er et af de lande, der volder de danske myndigheder de største problemer, når det gælder hjemsendelse af iranske statsborgere.

Det er også en udfordring at skære i bistanden til skrøbelige stater som Somalia, Mali, Afghanistan og Irak, fordi det øger risikoen for endnu større ustabilitet og dermed undergraver målet om at bekæmpe terroristernes muligheder for at have et fristed. I hvert fald har skiftende regeringer herhjemme hidtil været meget tilbageholdende med at skære i støtten til disse lande, når der af andre grunde end hjemtagelsen af de afviste ellers kunne være belæg for at gøre det.

Om der kan samles et politisk flertal bag forslaget om »noget for noget«, som Venstre udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, betegnede det i Jyllands-Posten fredag, vil vise sig til efteråret. Her skal Folketinget forhandle en ny dansk udviklingsstrategi.