Kung fu-kulissen

Hver søndag reflekterer Berlingskes­ korre­spondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge konstaterer Lasse Karner, at Berlingske måske havde haft en anden korrespondent i Beijing, hvis ikke det havde været for kung fu-stjerner som Jet Li.

Læs mere
Fold sammen

Kinas ældste og mest kendte kung fu-skole ligger gemt af vejen i skov i den centrale Henan-provins.

Egentlig er der tale om et tempel. Et nærmest mytisk sted, hvor kombinationen af religion og selvforsvar har givet inspiration til et utal af sagn og legender. Historiebøgerne beretter om 1.500 år med krigermunke og zenbuddhisme. De mange tempelbygninger og pagoder er da også på FNs liste over verdensarv. Med god grund.

For selv om der hersker en del forskellige meninger om, hvordan stedet blev til, og hvornår munkene begyndte at slå fra sig, spiller templet en særlig rolle i fortællingen om kinesisk kung fu. Og hvad enten det gælder de fysiske kampteknikker eller meditation og mentaltræning, er kung fu plantet dybt i den kinesiske kultur. Faktisk er det svært at komme i tanke om andre udtryksformer, der i samme grad bliver opfattet som noget helt unikt kinesisk. Og som samtidig har så positiv en symbolværdi.

Måske er det derfor kampkunsten er en af de få kinesiske specialer, der for alvor virker på et internationalt publikum. Bruce Lee og Jackie Chan er to eksempler på skuespillere, der med spark, slag og springkraft har kæmpet sig til international anerkendelse. En tredje kung fu-stjerne er Jet Li. Han debuterede i 1982 i filmen Shaolintemplet – opkaldt efter templet i skoven i Henan. Her spiller han rollen som munkelærling, der efter et næsten overmenneskeligt uddannelsesforløb sætter alt og alle på plads i filmens slutscener.

Kung fu på det store lærred har i årtier underholdt og fascineret publikum verden over. Det gælder også for undertegnede skribent. Ja, var det ikke for Jet Li med flere, havde Berlingske måske haft en anden korrespondent i Beijing i dag. Filmene »Hero« og »Tiger på spring, drage i skjul« var medvirkende til, at jeg som 20-årig rejste til Kina for første gang. Jeg havde et par måneder inden studiestart på Journalisthøjskolen og faldt over en hjemmeside for en kung fu-skole i Nordkina.

Skolen pralede med at have Mao Zedongs tidligere bodyguard som instruktør og med at være beliggende i et tempelkompleks fra Qing-dynastiet. Siden viste det sig, at Maos bodyguard var døden nær af alderdom, og at templet var bygget et par år tidligere som kulisse til et filmprojekt.

Men træningen fejlede ikke noget. Jeg har aldrig været i så god form. Vi var inddelt i to grupper, hvor den ene bestod af kinesiske børn og den anden af voksne udlændinge. De fleste udlændinge trænede i en kortere periode og mest for oplevelsens skyld. Andre var der i halve eller hele år, mens et par stykker ikke lagde skjul på, at de brugte skolen som tilflugtssted og bare helst ikke ville findes. Min korte kung fu-karriere sluttede med en forstrækning i låret. Sådan går det, når man fra den ene dag til den anden forsøger at skifte fodbold ud med flyvespark.

»Min korte kung fu-karriere sluttede med en forstrækning i låret.«


Et hav af lignende kung fu-skoler er med årene skudt op rundt omkring i Kina. Flest er der i området omkring det gamle Shaolintempel. Først for et par år siden fik jeg mulighed for at besøge den ægte vare i Henan. Det var en skuffende oplevelse. Området var overrendt af turister og hegnet inde for at sikre en klækkelig billetindtægt. Men den hårdtslående munkeorden findes stadig. Øverst i hierarkiet sidder Shi Yongxin – i folkemunde kaldet CEO-munken.

Under hans ledelse er templet blevet forvandlet til noget, der mere ligner en temapark end et stykke kulturarv. Kreativiteten bag hans kommercielle tiltag er stor. Templets bygninger er blevet brugt til TV-produktioner, realityshow og skønhedskonkurrencer, mens porteføljen af produkter med stedets navn konstant vokser. En overgang var der endda tale om en børsnotering.

Og nu er tiden så kommet til at udvide internationalt. Shi Yongxin har købt et stykke land i Australien, hvor han har i sinde at investere over to mia. kr. i et gigantisk kung fu-resort. Planen inkluderer træningsfaciliteter, luksushotel, wellness center og en golfbane. At et sådan koncept ikke helt flugter med tankegangen bag 1.500 års kulturarv lader ikke til at bekymre direktørmunken.

»Hvis Disney kan blive introduceret i Kina, hvorfor kan Shaolintemplet så ikke introduceres i andre lande,« har han spurgt i kinesiske medier. Hvilket muligvis indeholder en pointe, men som én, der taler af erfaring, kan jeg forsikre, at der her er tale om endnu en kung fu-kulisse.