»Kun et mirakel kan holde dem i live«: Indiske minearbejdere har været fanget under jorden i 13 dage

Indisk redningsmandskab har umådeligt svært ved at nå frem til 15 arbejdere, der kan være i live 13 dage efter, at de blev fanget i en ulovlig mine. Det er især oversvømmelser, der besværliggør redningsarbejdet.

Redningsarbejdere forsøger at dræne den kollapsede mine for vand i Meghalaya, Indien. STRINGER

»Kun Guds nåde og et mirakel kan holde dem i live.«

Sådan lød det over for nyhedsbureauet AP fra Kyrmen Shylla, der er ansvarlig for beredskabet i tilfælde af naturkatastrofer i Indiens Meghalaya-distrikt.

I 13 dage har 15 indiske minearbejdere været fanget 100 meter under jorden i en ulovlig mine. Mens redningsarbejdet har stået på, er det kun blevet mindre sandsynligt, at de 15 minearbejdere findes i live.

Onsdag blev minen oversvømmet for tredje gang, siden minearbejderne blev fanget inde i den, skriver The Guardian.

Omtrent 100 lokale redningsarbejdere forsøger at finde frem til de 15 minearbejdere og få dem reddet ud i sikkerhed, men ifølge The Guardian kan redningsarbejdernes udstyr ikke dræne minen for vand.

Minen er ulovligt konstrueret, og der findes hverken kort over tunneller eller passager inden i den, hvilket besværliggør redningsarbejdet, skriver CNN. Den ligger i en jungle i Indiens østlige Meghalaya-distrikt, som er rig på mineraler og kul.

Minen er gravet ind i siden af et bjerg – et såkaldt »rottehul« – selv om denne type minedrift har været ulovlig i området siden 2014, oplyser CNN.

»Vi er meget bekymrede for dem, der er fanget i minen. Men samtidig er vi også klar over, at der er foregået noget ulovligt, og det er forkert,« sagde borgmesteren i Meghalaya til CNN i sidste uge:

»Det er ikke acceptabelt, men det, der er vigtigst nu, er at redde deres liv.«