Kulde, krise og krig: Kina kæmper på mange fronter

Problemer med økonomien, den politiske ustabilitet, optøjerne i Tibet, minoriteters ønske om selvstændighed og selv vejret truer med at splitte Wen Jiabaos Kina. Alligevel synes premierministeren ikke at tage sig af den internationale kritik. GRAFIK: Sagen kort

Hvorfor ryster Wen Jiabao på hånden?

Man kunne tydeligt se det. Han sad på pressekonferencen tirsdag i sidste uge, og han skulle berolige nationen med sin ro og myndighed. Den 65-årige kinesiske premierminister er veltalende, velformuleret og smilende. Men her sad han foran millioner af TV-seere og rystede nervøst på hånden.

Wen Jiabao står midt i et af de sværeste år i sin karriere, hvor det ene problem har afløst det andet. Tibet er blot det sidste i rækken:

Det begyndte i februar, da den værste snestorm i 50 år lammede det sydlige Kina. Al transport brød sammen, hvilket fik madpriserne til at ryge i vejret. Manglen på kul afbrød forsyningen af strøm og varme og fik fabrikkerne til at gå i stå.

Men det var også tre uger, hvor centralregeringen med al tydelighed viste, at de var uforberedte og ikke havde styr på situationen. Og befolkningens vrede og frustration var ikke til at tage fejl af.

Utilfredsheden er ikke blevet mindre. Sidste år gik især middelklassen ud og investerede i aktier. Det var en dårlig ide. I 2007 var kurserne historisk høje. I dag er de næsten halveret. Samtidig er inflationen steget til 8,7 procent. På madvarer op imod 20 procent. Svinekød er steget astronomiske 60 procent siden sidste år. Det er en katastrofe for kineserne, der plejer at have gris mellem spisepindene mindst en gang om dagen. Det har de ikke råd til længere. Især ikke de fattigste – pensionister, studerende, bønder, arbejdsløse – der lige nu kæmper mod inflationen for at fylde de tomme køleskabe.

Wen Jiabao har god grund til at holde øje med madpriserne. Hvis man kigger ned gennem Kinas historie har naturkatastrofer, hungersnød og høje madpriser flere gange ført til social uro og optøjer. Og dem vil han og centralregeringen gøre alt for at standse, som man også kan se med optøjerne i Tibet.

Officielt er der 19 døde. Men uofficielt melder den tibetanske eksilregering om, at der nu er 130 døde. Samtidig breder optøjerne sig til de omkringliggende provinser Gansu, Qinghai og Sichuan og er de værste i Kina siden 1989. Ude vestpå ligger også en anden oprørsk provins. Situationen i Xinjiang minder om den i Tibet. Her er minoriteten dog ikke buddhistiske tibetanere. Men derimod muslimske Uighur.

Det er derude i det øde, vestlige Kina, at man finder de fleste af Kinas minoriteter. Af hele Kinas 1,3 milliarder mennesker er 90 procent af dem Han-kinesere. De sidste ti procent er blandt andre tibetanere og Uighurere.

Sagen er, at inoriterne sidder på hele 60 procent af landmassen i Kina. Det er en af årsagerne til, at Wen Jiabao ikke bare lader dem blive selvstændige. For de ligger langs nogle af Kinas mest følsomme grænser. De ligger langs grænserne til for eksempel Rusland, Indien, Afghanistan, Myanmar, Laos og Vietnam. Langs lande som Kina har haft større eller mindre stridigheder med gennem historien. Provinserne er en strategisk bufferzone, der beskytter de vigtigste af Han-kinesernes land.

Samtidig er de tyndt befolkede områder nogle af de sidste steder, hvor Kinas befolkning kan søge væk fra de overbefolkede kystområder og bosætte sig. Og ikke mindst gemmer der sig enorme mængder af vigtige naturressourcer i provinserne.

Det er derfor Wen Jiabaos hånd ryster.

Fordi han forsøger at holde sammen på Kina.

Wen Jiabao kan ikke give Tibet sin selvstændighed. Tibetanerne og de muslimske Uighurere har nogenlunde det samme mål – hel eller delvis løsrivelse fra Kina. Men de er ikke på nogen måde organiserede eller har kontakt med hinanden.

Det man derimod frygter i Beijing er, at det ene oprør fører til det næste. Hvis Beijing giver efter for en gruppe, så vil der komme en anden og kræve det samme. Så hvem bliver de næste efter Tibet? Xinjiang? Sichuan? Hong Kong? Den vej er der ingen i Kinas Kommunistparti, der er parate til at gå.

Det er derfor central­regeringen slår ned på den mindste ansats til social uro.

Samme tirsdag, som Wen Jiabao holdt sin pressekonference, var en af Kinas mest fremtrædende aktivister i retten, tiltalt for omstyrtelse af staten. Kritikerne siger, at det er en politisk retssag, der skal lukke munden på en kritiker.

Der har været en del el international kritik af sagen. Og der er ikke meget, der tyder på, at Wen Jiabao eller andre har interesseret sig synderligt for kritikken, og hvad den gør for Kinas internationale image.

Eller for den sags skyld hvad omverdenen synes om situationen i Tibet, hvor reaktionen har været endnu stærkere. For hvad er det, vi med sikkerhed kan sige, at der indtil videre er sket?

Det er, at demonstrationerne har kostet menneskeliv. Sikkerhedsstyrker har affyret skud under optøjerne. Tusinder af soldater og politifolk er blevet udkommanderet til at holde demonstranterne i skak. Der meldes om flere hundrede anholdte. Der bliver slået hårdere ned på kritikere, og censuren på internettet og i medierne er blevet strammet over hele Kina. Og at områderne i dag er blevet forseglede for omverdenen, så vi kun kan gætte på, hvad der sker med tibetanerne.

Problemerne med økonomien, den politiske ustabilitet og optøjerne truer med at splitte Wen Jiabaos Kina. Det er hans største problem lige nu. Først derefter vil han begynde at tænke over konsekvenserne for de Olympiske Lege, og hvad europæerne, amerikanerne og omverdenen i det hele taget synes om Kina.