Den norske prinsesse Märtha Louise og den selverklærede shaman Durek Verretts medvirken i en ny Netflix-dokumentar er et brud på parrets aftaler med resten af det norske kongehus.
Det skriver det norske kongehus i en udtalelse til nyhedsbureauet NTB.
- Alle mennesker bør have ret til at fortælle deres egen historie. Det gælder også for prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett. Samtidig ønsker kongehuset et tydeligere skel mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts virksomhed og kongehuset, lyder det.
Tirsdag er en ny dokumentar om Märtha Louise og Verretts bryllup og forhold udkommet på Netflix. Den har fået titlen "Rebel Royals: An Unlikely Love Story".
Dokumentaren er lavet af instruktøren bag "Tiger King"-dokumentarserien fra 2020.
"Rebel Royals"-dokumentaren filmer blandt andet ved Märtha Louise og Durek Verretts bryllup.
Her havde den øvrige norske kongefamilie frabedt sig at blive filmet af dokumentarholdet.
Alligevel indgik der optagelser af kronprins Haakon fra brylluppet få dage før udgivelsen.
Dem har Netflix nu fjernet, efter at det norske kongehus henvendte sig, skriver NRK.
Kongehuset gentager i udtalelsen til NTB, at man ikke ønsker på nogen måde at bidrage til dokumentarfilmen.
Märtha Louise har en aftale med sin far, den norske kong Harald, om, at hun ikke må bruge sin prinsessetitel kommercielt.
I en udtalelse, som prinsesse Märtha Louises manager har sendt til det norske nyhedsbureau NTB, erkender Märtha Louise og hendes mand, at der er dele af dokumentaren, der går for langt i forhold til deres aftaler med kongehuset.
- I eftertiden er der uden tvivl ting, som vi ville ønske, at vi havde håndteret anderledes. Vores fokus nu er på at tage ansvar og sikre, at vi kommer videre på en konstruktiv måde, lyder det.
Parret understreger samtidig, at de ikke har haft kreativ kontrol over dokumentaren. Det er udelukkende instruktøren, Rebecca Chaiklin.
Adskillelsen mellem prinsessen og Verretts virksomhed og kongehuset vil være et tema for de samtaler, man nu skal have, skriver kongehuset.
/ritzau/